Lyt til artiklen
Mozart og Bruckner var ikke de eneste modstykker under overskriften ’Modsætninger mødes’ torsdag aften. På den ene side hørte man et veloplagt Odense Symfoniorkester med den interessante østrigske dirigent Theodor Guschlbauer i spidsen og på den anden pianisten Tonya Lemoh, hvis spil i starten virkede en smule nervøst. Hun var solist i Mozarts klaverkoncert nr. 20, der vel nok må anses for at være den mest dramatiske af de i alt 27, og det blev ikke videreformidlet. Hun kunne med fordel have valgt en af komponistens mere lyriske koncerter. Hendes spil var generelt for pænt og til tider lidt kedeligt. Måske var det også derfor, at min sidemand faldt i søvn og snorkede.
Helstøbt indsats
Til gengæld var det en fornøjelse at høre strygergruppen, og især førsteviolinerne, med koncertmester Bjarne Hansen i spidsen. De spillede engageret, og det var ikke for ingenting, at aftenens dirigent nikkede anerkendende ned på koncertmesteren efter en vellykket orkesterindledning på klaverkoncertens tredje sats.
Efter pausen stod Anton Bruckners mægtige femte symfoni på programmet, et værk, som Odense Symfoniorkester aldrig tidligere havde spillet, og her var Guschlbauer, der valgte relativt hurtige tempi, i sit es.
Bruckners symfonier er musik, hvor især trompeter og basuner har en dominerende rolle, og det kan ofte være et problem i det samlede lydbillede. Men sådan var det ikke med Guschlbauer på podiet, han forstod at tøjle messingblæserne, der leverede en flot og rent klangligt helstøbt indsats.
Energi og engagement
