På hver sin måde står Bud Powell og Bill Evans som efterkrigstidens mest indflydelsesrige jazzpianister. Den første ved at omsætte jazzens nye sprog, beboppen, til klaveret, så det blev retningsgivende. Den anden ved at give jazzklaverspillet et udtryk, der åbenbarede en indtil da ukendt emotionel dimension.
Den brasilianske pianist Eliane Elias føler sig i gæld til dem begge. For på en aften, der var helliget Evans, fandt hun undervejs også anledning til at sende Powell en hilsen. Som flere andre pianister, der har været under påvirkning fra Evans, synes det også for Elias at være blevet magtpåliggende at søge et ståsted, der markerer en mere uafhængig personlig holdning. Det har hun i sit hjemlands musik.




























