Radiosymfoniorkestret sluttede sæsonen af med ’Fynsk Forår’ og Sibelius i Radiohuset. Alligevel var det uimodståeligt for en klassiskfreak med hang til nye oplevelser at bruge torsdag aften på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. Koncerten var på alle måder usædvanlig. Ved to sorte flygler stillet over for hinanden sad to af tidens rigtig gode klavernavne. Begge to amerikanere. Den ene moden og med en portvinsnæse som advokat Rumpole. Den anden ung, stadig drenget at se til. Den ene en hvidhåret troldmand med hentehår. Den anden en sorthåret lærling med kortklippet krus.

Dynamisk fortolkning
På de to flygler stod noderne til noget så eksotisk som Stravinskys eget arrangement for to flygler af balletmusikken til ’Agon’. Komponeret for et halvt århundrede siden.

Arrangementet har aldrig været tænkt til andet end ballethusenes prøvesale, hvor man ikke har plads til et orkester, men de to pianister spillede den karske musik med dens spænd fra tonale kirkekadencer til tolvtonalitet i en perfekt afbalanceret dynamisk fortolkning. Et klaverarrangement lavet af praktiske årsager blev til koncertsalskunst. Vurderet alene skulle udførelsen have seks hjerter.

Smaskende og stampende Lige så gennemført og organisk lød det store klaver- swoop i Debussys ’En blanc et noir’, skrevet for to klaverer. Her kunne komponisten for så vidt være gået den anden vej og have farvelagt musikken for symfoniorkester, så ’La mer’ havde fået konkurrence. I stedet lavede Debussy en to-klavers version af seks studier i kanonform af den tyske romantiker Robert Schumann, hvor Biss og Goode skulle skiftes til at tage têten. Man mærkede det symbiotiske, men man noterede sig også de personlige forskelle mellem Goodes sublime klangfylde, som han prustende, smaskende og stampende trakterede det ene flygel, mens Jonathan Biss – rising star hos pladeselskabet EMI – særlig i en sag for fire hænder og ét flygel af Schubert havde en tilbøjelighed til at overdrive sin trang til at lette på klangen.