Lyt til artiklen
Thomas Dausgaards Brahmssymfonier er berusende. Man går ikke derfra upåvirket. Ikke champagneør eller hvidvinslalleglad, det er mere substantielt, mere hårdtslående. Efter torsdagens udgave af 1. Symfoni lyser en særegen cocktail af tyktflydende strygerklang og cremede blæsere op i erindringen.
Det var dog ikke orkestrets allerstørste aften. F.eks. kom de alt for langsomt fra land i Brahms’ mægtige symfoni. Den majestætiske indledning med serien af ildevarslende paukeslag kan få musikken til at rejse sig stejlt som en gotisk katedral over hovedet på lytteren, men det kan også blive langsomt og tungt.
