Der er blevet plads til noget nyt mellem de sorte og hvide tangenter. Noget overraskende, nysgerrigt og personligt i Maurizio Pollinis klaverkunst. Overraskende program Efter mere end 25 års fravær fra Tivolis Koncertsal vendte den italienske klavernestor søndag tilbage til den københavnske scene, hvor han sidst sad ved flyglet i november 1982 – og det var en fremragende oplevelse at møde den nu 66-årige mesterpianist i, hvad der flere gange i løbet af aftenen blev et overraskende fortolket program af Beethoven, Liszt og Chopin. Overraskende, fordi Pollini gennem et liv er blevet sat i bås som klaververdenens overmenneskeligt objektive spillemaskine.
Arvtageren til sin mentor Michelangelis marmorperfekte kunst. En Formel 1 på den internationale racerbane. Men Pollini kom smilende ind på scenen som den venlige aristokrat, han også er, og ikke alt blev ræs og formfuldendt klassisk klaverfræs.
