Det har været et massivt bombardement. Maj og begyndelsen af juni er gået med den ene internationale operastjernevisit efter den anden. Både i København og Århus. »Nu må de stoppe«, sukkede min nye ven kunstsamleren, da vi mødtes på vej ud til pause i koncerten med Deborah Voigt. »Mine venner tror ikke længere på mig, når jeg begejstret fortæller om den ene store oplevelse efter den anden«. »Så skulle du se mine kolleger på avisen«, svarede jeg. »De fleste af dem ved ikke en hujende fis om opera. De tror, jeg er blevet tosset med alle de hjerter, jeg giver for tiden!«.
Den sidste i denne omgang
Ak ja. Men så var hun også den sidste, Deborah Voigt. I denne omgang. Efter en veritabel maskingeværsalve af navne som Cecilia Bartoli, Jonas Kaufmann, Roberto Alagna og Nicole Cabell kan vi operaanmeldere endelig få en lille pause.
Man kommer jo til at ligne en lalleglad nar, når man konstant kaster om sig med fem eller sågar seks hjerter. Men hvad skal man stille op, når landets scener byder på dagens største internationale navne?
En kvinde i sit es Og når de oven i købet yder deres bedste? Og hun er vitterlig dagens perfekte Salome, amerikanske Deborah Voigt. Da hun efter en kort gang Beethoven – ’Abscheulicher!’ fra første akt af ’Fidelio’ – skiftede fra nærmest pink til knaldrød kjole for at synge slutscenen af Richard Strauss’ ’Salome’, var det en kvinde i sit es, der tog salen i besiddelse. Hun er folkelig og afslappet som en anden Dolly Parton, amerikanernes Debbie, og efter en forsmædelig oplevelse på Covent Garden for nogle år siden, hvor hun blev vraget til en rolle netop hos Strauss, fordi hun med sin enorme overvægt ikke kunne krybe i den sorte aftenkjole, instruktøren havde tiltænkt hende, har hun siden tabt sig.
