Harmonikaen (i nogle sammenhænge kaldet accordeon) er under 200 år gammel, men spænder vidt (også i overført forstand). Efter at have gået sin sejrsgang gennem danse- og folkemusik over store dele af verden har den i forrige århundredes sidste halvdel også bygget rede i de klassiske komponisters værktøjskasse. Søndag valgte Copenhagen Summer Festival at vise begge dele. Bjarke Mogensen åbnede sin soloafdeling med sit eget idiomatiske arrangement af J. S. Bachs populære orgeltoccata i d-mol (som formentlig ikke er af Bach), elegant og dynamisk spillet med fyndig gestik. De efterfølgende originalværker viste for alvor, hvad han går for. I russeren Sofia Gubaidulinas højekspressive 'De profundis' er klang og bevægelse vigtigere end tonekonstellationer. Musikken stønner, jamrer og sukker, forpint, men ikke på den ekshibitionistiske måde, og genklange af russisk kirkemusik antyder målet for al denne kvalfulde længsel. Bjarke Mogensen indfangede stykkets uro og patos med en fængslende, umiddelbart kommunikerende hengivenhed, der gjorde de avantgardistiske virkemidler selvfølgelige og naturlige. Lige så afgørende for virkningen var en sikker formsans, der samlede de forskelligartede udtryk til sammenhængende udsagn i en fortløbende fortælling. Mogensen spiller ud fra en komplet vision af musikken, og det blev helt krystalklart i en kort og koncis sonate af Vagn Holmboe, hvor trådene i de dejligt fremadstrømmende satsforløb blev samlet og strammet med autoritativ klarhed. Der er grund til at forvente sig noget af den unge musiker. Efter dennekammermusikalske koncentration og finesse var Lelo Nikas rumænske dansemusik som at blive smidt på hovedet i vandet lige fra dagligstuen: buldrende udadvendt machospil på et bredt og råt klingende instrument, gnistrende og ofte medrivende virtuost trakteret trods et ikke altid lige spændende materiale. Mest givende var de egentlige danse med deres stærke og varierede rytmiske energi, mens de præluderende soloafsnit, som gik på skift, ofte savnede spænding. Den markante undtagelse var George Mihalache, der på sit cibalom (hakkebræt) fik musikken til at lette og svæve på brede, magtfulde vinger. De dermed agterudsejlede kolleger var Thommy Andersson på bas og Meltiade Mihalache på violin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
-
Stigende antal danskere lider af bolig-fomo
-
Ny måling modsiger Hegseth
-
Direktør: Ny tendens får alvorlige konsekvenser for hele den kreative branche
-
Fem måneder som ufaglært sosu har efterladt mig med et grundlæggende spørgsmål
-
Flere partier afviser Nadja Natalie Isaksen
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
Debatindlæg af Signe Andreasen
Klumme af Christian Jensen




























