Først britiske The Cult på en mandag aften i den københavnske badeanstalt Vega og i aften Guns n' Roses på Roskilde. Min gamle ølædte rocksjæl, hvad vil du mere? Ikke stort andet, end at det besynderlige amerikanske sammenrend virkelig lader rosepistolen og tager kampen op med den helt igennem gedigne præstation, de ligesindede briter leverede i det stopfyldte og storsvedende Vega. Mens Axl Rose og hans musikalske uvenner har løftet arven fra deres landsmænd i Aerosmith, søgte The Cult i sin tid ind i en blanding af hippietrip og Led Zeppelin for at blande cementen til det fundament, som stadig holder med ganske få sprækker. Med bredsider så kolossale som dem, der allerede fra første sang, 'Lil' Devil', gled fra Billy Duffys altid super-soniske guitar, vil det være en lam joke at kalde The Cult kult. De revitaliserede briter har anlagt deres rock i stadionformat, og denne aften blev rammerne fyldt helt ud. En veritabel hitparade drønede hen over de begejstrede disciples genopgravede og godt slidte T-shirts med 15-18 år på ryggen og spredte fadølspletter på de nu lidt mere rundbuede maver. Allerede i anden sang hilste vi på en af mine personlige favoritter, 'Sweet Soul Sister'. Hun fik snart selskab af både 'Witch' og 'Electric Ocean', inden 'Spirit Walker' førte os tørskoede ud i en ren 'Revolution', og 'Rain' fik sveden til at falde i haglbyger. Så måtte sanger Ian Astbury lige have lidt luft under sin lilla hættetrøje med den til lejligheden geniale påskrift 'Cult' og den kolossale sorte bandana om de muligvis efterhånden lidt sparsomme lokker. Derfor fik vi en - helt berettiget - bandbulle mod folk, der ævler og bævler løs ved koncerter og det italienske landshold. En mand i australsk T-shirt fik fuld støtte og oprejsning fra eftermiddagens 'røveri', da Italien vandt ottendedelsfinalen ved at snyde sig til et straffespark. »Hvorfor rejser italienerne ikke bare hjem og fixer nogle flere kampe?«, vrælede Astbury og gav sammen med Billy Duffy, der ikke ejer countrysjæl for et gram snustobak, en akustisk og bovlam version af 'Edie (Ciao Baby)'. Både her og senere i koncerten kunne det ikke skjules, at Astburys stemme ikke er, hvad den måske aldrig helt har været. Ordene blev gryntet, stødt og harket frem, og den vokale præstation var ikke imponerende. Derimod dominerede en stadig mere fremtrædende Billy Duffy, der aldrig har været nogen virtuos på guitaren, men til gengæld kender sine begrænsninger og udfylder rollen med kolossal pondus. The Cult har aldrig lidt af smidighed, og heller ikke i Vega slap rytmegruppen ud af det lidt gumpetunge og ensformige. Men hvad gør det, når man kan diske op med sange så enkle og kraftfulde som 'Fire Woman', 'Wild Flower', 'Love Removal Machine', 'The Phoenix' og den afsluttende 'She Sells Sanctuary'? Da var aftenen for længst reddet hjem på rendyrket nostalgi og en kolossal vilje hos The Cult, der åbenlyst stadig har sult og mod på at fyre den af for alvor. Og derfor ville have pyntet på Roskilde Festivals Orange Scene. Få bands kan uden at kere sig om, at rock og rul måske ikke er det mest moderne kulturfænomen, levere varen så stilsikkert og effektivt. Og skulle man med nogen ret mene, at det at spille rock med hele hjertet nu om stunder er ren og skær kult, så er det præcis, hvad The Cult er. I hvert fald djævelsk godt selskab.