Birmingham-bandet Editors har stof i sig til at blive noget stort. Sort stof. Af den slags, som med jævne mellemrum er blevet dyrket i britisk rockmusik siden de postpunkede år i slutningen af 70'erne. Ligesom Joy Division gjorde det, maler Editors lyden af uafvendeligt forfald. Og ligesom Echo & The Bunnymen havde det, har det unge band takket være Chris Urbanowitz en velmoduleret vokalist med en klang af tjæresort patos og voldsom skønhed. Den stemme kan bære meget, men under årets første koncert i et proppet Odeontelt var Urbanowitzs intense optræden ikke nok til, at spændingen i musikken blev bevaret i bandets langsomme, stræbende sange. De hurtige numre var herlige. Med twistede trommer, indsparkende melodibas og altså samtidig en vældig alvor helt i tradition med den følelsestunge del af britisk rock. Når tempoet dalede, og energien ikke længere var en drivkraft, var der ikke så meget andet end de voluminøse følelser og en sommetider næsten folkemusikalsk filende elguitar tilbage. Og i sammenligning med forbilleder som Joy Division og Echo & The Bunnymen er Editors' sensitive udtryk mere ensformigt og entydigt. Editors virker, som om de tror fuldstændig på, hvad de gør. Især i balladerne mangler der alligevel noget. Måske skal der ikke andet end en smule tvivl til, før Editors' stof for alvor bliver til noget stort. Og sort.