Det var destore armbevægelsers aften i Tivoli. Vi kender Nikolai Znaider som en violinist, der spiller fra væg til væg med udtryksstyrke 12, og Erich Wolfgang Korngolds mildt sagt lidet kendte violinkoncert fra 1947, som i andre hænder måske kunne have forekommet en kende fad, blev hos ham et bål af farverigt bevæget skønhed og følelse. Efter pausen, hvor man allerede havde tabt pusten, fulgte så Mahlers flamboyant indholdsfortættede 5. symfoni med en dirigent, der i den grad tog komponisten på ordet. Mindeværdigt. Korngold er en generation yngre end Richard Strauss, som nok er den, han slægter mest på, men hans senromantiske koncert er mere tilbageskuende eller i hvert fald mere problemløst dekorativ og affabelt imødekommende end kollegaens musik. Men karakterløs er den langtfra. De egenskaber, der gjorde Korngold til Hollywoods førende filmkomponist, kommer til udtryk i en sprødt karakterfuld klangholdning formet af udsøgt instrumentation og en personligt krydret harmonik, en stærk melodisk åre, der allerede sætter sit stærke præg på den tematisk stramme åbningssats og i mellemsatsen bliver til saligt svulmende sangbarhed, og et brillant vid i den virtuose finale. Det er lys musik: Wienerisch Schmalz smører øregangene, men usentimentalt - langt fra f.eks. en Rakhmaninovs tunge patos. Alt i alt et elegant værk, hvis appel til umiddelbar nydelse absolut fristede til genhør. Kunne Znaider mon fristes til at indspille det? Magien var nemlig i høj grad hans, udsprunget af en overvældende intens deklamation, virtuos kraft og en klanglig fantasi og forvandlingsevne, der forunderlig selvfølgeligt og uimodsigeligt belyste hver frase - og jeg mener hver frase - med et kalejdoskop af glidende, glitrende farver, som gjorde den plastisk og talende. Znaider er som hypnotiseret af den musik, han spiller, og hans violin er et under af passioneret udtryksfuldhed. Den hollandske dirigent lod ham ikke alene, men byggede koncertens dynamik tæt op om solisten. Mahler tolkede han stærkt kropsligt og organisk, næsten som naturprocesser af tyngder i bevægelse og allerede derfor stærkt medrivende, men samtidig med udtalt appetit på de ekstremer, musikken er så rig på helt ned i artikulationens mindste detaljer. Fedtspilleri er ikke hans sag, og med et øre på hver finger mestrer han lynsnare skift. Vi blev holdt i ånde med en voldsomt retorisk, lidenskabelig og farverigt billedskabende Mahler, lige drastisk i alvor og i spøg. Det var højt spil, men bukserne holdt, for van Zweden holdt tømmerne fast med energi og overblik, og hans fortællelyst er overbevisende autentisk. Det drastiske blev aldrig manieret (ud over hvad det er fra komponistens hånd) og effektfuldheden faldt på plads i en ramme af velgørende formel og strukturel klarhed. Aggressive og klagende stemmer tørnede sammen som artikulerede personligheder i andensatsens turbulente konflikter, scherzoens diabolske balscene var et komisk mareridt af forvrængede masker, og den overstadige finale et blændende fyrværkeri af humoristisk kontrapunkt. Og så skal man da ikke glemme, at hele denne mættede og stimulerende oplevelse var betinget af et orkester, der er udfordringerne voksent.