I BEETHOVENS tre sæt af cellosonater er celloen konstant i fare for at blive sat i skyggen af klaveret, som - mindst! - er blevet tilgodeset med en jævnbyrdig rolle. Selv de to tidligste sonater i opus 5 melder klart ud, at nogen Haydnsk fordeling af rollerne er ikke Beethovens ærinde. Beethoven efterfulgte det første sæt fra 1796 med den store Adur- sonate fra 1807-08 og de to fra 1815, altså dog en optagethed af celloen, der strakte sig over knap 20 år. Efter tirsdag at have lanceret den række på to Tivolikoncerter, der knytter sig til deres udgivelse af Beethovens cellosonater på cd senere i år, sluttede Henrik Brendstrup og Marie Rørbech programmet fredag aften for en forbløffende velfyldt sal. Og her fik vi opus 5 nr. 1 i F-dur og dens indledende næsten tørre motto. Cellosonaterne er ikke Beethovens mest flamboyante eller halsstarrige værker; det virker næsten, som om han i dette format søger mod en ny, måske mindre forceret stemme. Det er dermed også celloens lyriske, sangbare kvaliteter snarere end instrumentets djævleblændte ekspressivitet, vi får at høre i disse værker. Hvilket passer en gennemført klassisk kunstner som Brendstrup rigtig godt, fornemmer man. Han virker af natur mindre deklamerende end Rørbech, men det er også klaveret, der har fået den iltre rolle i Beethovens små instrumentale dramaer. Jeg tager hatten af for en mand, der kan administrere den herligt afventende ro i førstesatsen af C-dur-sonaten, opus 102 nr. 1, hele mit indre svinger med i det blide, dybe greb i andensatsen, og jeg beundrer den fine, intime balance, som de to skabte i førstesatsen til den geniale D-dur-sonate, opus 102 nr. 2 - de formår at trække vejret sammen og boltre sig i små indforståede lege, og de må have prøvet, så sveden sprang. Overalt var Rørbech virtuost fraserende, lynsnar i de allermindste af Beethovens temposkift og klangligt markant. Veltalende, velsmurt og veloplagt altså, tillige afstemt lyrisk og med en indimellem pudsig saglighed, men jeg savnede alligevel noget: et ærinde. Noget uafviseligt på hjerte. Stoffet blev afleveret uden modhager, uden at man anede omridset af nogen indre kamp. Beethoven behøver ikke at blive lagt på briksen hos Freud eller dybdetydet a la Jung for at fungere, hans musik lever glimrende i egen ret, men en vis presserende vilje til liv, en individualisme i tolkningen, udeblev fredag aften. Er Beethoven en sen klassiker eller en tidlig romantiker? Fredag var han det første på trods af lejlighedsvis lidt rigelig vibrato i celloen, men jeg er ikke sikker på, at jeg føler mig helt dækket ind på Beethovens vegne. Den uforlignelige, den revolutionerende subjektivitet, der var udgangspunktet for hans skaberværk, hvordan trives den i medvind og smult vande? Koncerten blev indledt med Beethovens 12 variationer i G-dur over Händels 'Judas Maccabäus', igen med denne prosaiske lethed.