I en pause mellem to numre tager Radioheads sanger Thom Yorke demonstrativt en slurk øl af den grønne flaske. Få øjeblikke senere er musikken i gang igen, og Yorke både vrikker med hofterne og laver slangebevægelser med sine spinkle håndled. Det lyder måske ikke af meget i departementet for rock og rul-udskejelser, men for kyske Radiohead er det store sager. På en måde faktisk koncertens definerende øjeblik. Umiskendelige livstegn. Som kan og skal læses således: Radiohead har genfundet både rytmen og melodien. Weekendens to koncerter i K.B. Hallen er dukket op ud af det blå. Radiohead gør alt på deres egne præmisser. Det er starten på en turné, hvor ingen ved, hvad de skal vente sig. Heller ikke Radioheads pladeselskab. Der er ingen ny plade at promovere. Men rygter om, at noget er ved at blive hældt i støbeskeen. Det er ikke med udelt begejstring, jeg ankommer til koncerten. Få bands i nyere tid har optaget mig så meget som Radiohead, da bandet fra Oxford midt i 1990'erne lavede 'The Bends' og 'OK Computer'. To fantastiske plader, hvor stor musikalitet, følsomhed og angst gik op i en højere enhed. Kan et band få en depression? Blive suget ind i tilstanden, hvor bevidstheden om problemernes overvældende størrelse ender med at suge al livsmodet ind i et lammende mørke. Sådan så det næsten ud, da Radiohead lavede plader som 'Kid A' og 'Amnesiac'. Som om det, klodens tilstand taget i betragtning, ville virke upassende at lave noget så profant som melodier eller noget så vulgært som musik med krop bag. Melodi blev overvældet af elegi og demonstrativ følsomhed. Yorkes stemme blev ren bøn og smerte. Det blev Rilke mere end rock, og musikken lukkede sig som en sluttet kreds om en feberhed menighed. Jeg gik stille ud ad bagdøren. Så det er noget tøvende, jeg nu igen går ind ad fordøren. I begyndelsen næres de bange anelser. Radiohead spiller et nyt nummer. Det første af mange. Hurtigt og hårdt. En postuleret vitalitet, er mit første indtryk. Men skridt for skridt åbner koncerten sig. Nye numre, der bevæger sig i mange retninger, men fælles for dem er, at seriøsiteten og følsomheden igen har fået følgeskab af rytme og melodi. Og en nysgerrig i detaljen, der ikke kun handler om at lave musik, der lyder som isblomster på kirkeklokkens malm ved menneskehedens dødsmesse. Thom Yorke har ladet sin indre kordreng få selskab af mange andre stemmer. Han udvider registret, leger med stemmen, og det samme er i høj grad også tilfældet med guitaristen Jonny Greenwood. Musikken er igen mulighed mere end anledning. Det udvikler sig til en uhyre spændende koncert, hvor musikkens kviksølv hele tiden er i bevægelse. Rytme og melodi. Følsomme stemninger sat i spænd med et overraskende fysisk udtryk. Uden at gribe til nogen former for banalitet er Radiohead igen en rockgruppe. Som uden at rødme griber tilbage og spiller både 'The Bends' og 'Karma Police'. På vej ud af depressionen ser man tilbage på sin fortid med andre øjne. De gamle numre lyder friske. Ingen spor af nostalgi. Nej, det var alligevel ikke mere rent at implodere, end det er at eksplodere. Energi er ikke vulgær. Det er ikke en synd at smile. Thom Yorke skærer sjove ansigter til kameraet. Man tror, det er løgn. Det er det heldigvis ikke. Denne aften får jeg ikke brug for bagdøren. Den mere direkte tone fra mellemspillet 'Hail to the Chief' ser ud til at være på vej til at mutere til et nyt kapitel, hvor der ikke er nogen modsætning mellem at ville redde verden og spille for den. Ved et mindre musikterapeutisk mirakel har Radiohead genfundet livsrytmen.