Engang var 'tyrkisk musik' på mode, en manér, vi møder i f.eks. Mozarts opera 'Bortførelsen fra Seraillet'. Men modellerne for denne larmende stil var snarest den militærmusik, europæerne ufrivilligt stiftede bekendtskab med. Med den stilfærdige og reserverede klassiske tradition, som man tirsdag aften mødte hos Necati Çelik-ensemblet fra Istanbul, og som aalborgenserne mødte torsdag, i Hasseris Kirke, har den ikke den fjerneste lighed. Og dog var noget af musikken fra samme tid. En af de opførte komponister var blot fem år yngre end den lille salzburger. Programmet rakte fra middelalderen til det 20. århundrede, et tidsrum, der mere end én gang forandrede Europas musik til ukendelighed. Men ikke Tyrkiets, hvis denne koncert skal stå til troende. Stykkerne var forskellige i tonalitet og metrum, men forbavsende ens i stil og formtænkning - et ret svimlende vidnesbyrd om traditionens styrke i denne kultur, hvad man så end vil mene om den ting. I samme retning pegede instrumentariet. Den store tamburin daire og langhalslutten tanbur (en søster til grækernes bouzouki) skal jeg ikke kommentere nærmere, men de to andre strengeinstrumenter har det til fælles, at de kom til Europa med araberne i den tidlige middelalder: Den lille trestrengede stryger kemençe er næsten identisk med den europæiske rebec, der forsvandt sammen med middelalderen. Lutten, som arabere og tyrkere kalder 'ud', holdt længere, men har ikke spillet nogen rolle i det sidste kvarte årtusind. I ensemblet fra Istanbul er den soloinstrumentet par excellence, og den lidt undseligt professorale Necati Çelik viste stor virtuositet og autoritet i to rene soloer af fabulerende vidtspundet melodik. Her var en gestisk og deklamatorisk frihed i foredraget, en kapriciøst sammensat komposition og en ornamental frodighed, der var meget forskellig fra de disciplinerede ensemblestykker. Modstillingen mellem fri solo og stramt ensemble er en fundamental dialektik: Ensemblestykkerne blev opført i sammenhængende bundter, hvert intoneret af fri solistisk præluderen og i flere tilfælde også afsluttet med en improviseret taksim, eventuelt på skift mellem instrumenterne. Mere end som selvstændige værker skal de korte kompositioner åbenbart forstås som dele af større helheder, som musikerne sætter sammen, og her er stilistisk ensartethed naturligvis en forudsætning. Musikken er enstemmig. Alle instrumenter har samme melodi, og der er intet akkordspil, kun enkelte tilføjede toners sjældne accenter. De lange, rolige linjer artikuleres af til tider også ret lange metriske mønstre - ofte med enheder a fem slag - og får form af symmetrier og tilbagevendende fraser, men enkle og overskuelige er de sjældent. Det er gedigen arkitektur. Nogle stykker arbejder desuden med stærkt varierende tempi. I anden afdelings værker fra det tidlige 20. århundrede - helt overvejende af Tanburi Cemil Bey - optrådte kontrasterende tonalitet og metrum inden for det enkelte stykke og sågar kromatiske passager og enkelte akkordfigurer, men noget klart vestligt fingeraftryk sporede jeg ikke.