Det var et flot program, der afrundede Paul Manns indsats som chefdirigent i hans første sæson i Odense. Den lille, runde brite havde valgt noget så raffineret som Anton Weberns pointillistiske instrumentation af Bachs seksstemmige fuga fra 'Das musikalische Opfer'. Og efter en akvarelblid, ganske smuk fremstilling af dette bare 10 minutter lange mesterværk var det tid til aftenens clou. Ind på scenen kom Anja Silja, højdramatisk tysk sopran, vidt berømt fra Bayreuth i instruktøren Wieland Wagners velmagtsdage i 1960'erne, kendt for sine store Wagner-, Strauss- og Bergpartier og, siden hen, for ikke at ville indrømme, at hun har rundet de 70. Men uanset om Silja er født i 1935 eller 1940 - de lærde, anmelderne og damen selv strides på det allerihærdigste - viste hun sig som en professionel og sikker fortolker, der kender stilen i Kurt Weills musik. 'De syv dødssynder', som Weill skabte i 1930'erne til ord af Brecht, er en eksperimenterende, tragisk-grotesk og politisk provokerende ballet-opera-kantate. Ja, slug lige den. En venstrekritisk hudfletning af småborgerens samfundsdikterede brud med alle menneskelige grundegenskaber i den prostituerede jagt på noget så patetisk som et lille hus at bo i. Bare et lille hus, i sydstaten Louisiana. Opførelsen var koncertant, så vi så ikke hovedpersonen Anna spaltet i en danser og en sanger. Vi fik kun sangeren. Syngende og i talt dialog med sig selv. Til højre på scenen var herrekvartetten Kopenhagen Kabarett stillet op som lige så stilsikkert fordømmende familie, det vil sige Annas familie, der pseudoreligiøst messede: »Gid Herren må oplyse vore børn, så de skal kende den vej, der fører til velstand!«. Familien senderstakkels Anna ud i verden, for at hun kan tjene penge, mens hun må undertrykke sine naturlige behov for alt fra kærlighed til mad, og man tænker: Ak ja, hvad er moral imod penge? Med Arla i et hjørne af bevidstheden og med Anja Silja, om end sprukken og med lejlighedsvis behov for mikrofonen som våben mod det (for) store orkester, oplevede en næsten fyldt Odensesal, hvad der i sin tid blev bortcensureret efter bare to aftener på Det Kgl. Teater, dengang Harald Lander koreograferede 'De syv dødssynder' i 1936: En jazzificeret, kabaretpræget og klart kommunistisk kritik af det borgerlige samfunds fremmedgørelse af individet. Sådan du! Silja er for meget sopran til de dybe steder i Annas parti, og trods mikrofonen kunne man ikke altid høre hende over orkestret. Beethovens syvende symfoni, der som festligt fyrværkeri afsluttede koncerten, fungerede bedre i det dynamiske nuancespil - som Mann forvaltede opmærksomt, mens orkestret kørte stabilt derud af - end når dirigenten skulle skifte gear på orkestermaskinen. Men den var godt nok oppe at køre på de høje nagler, medrivende og velklingende i den gode akustik, som Odenses orkester nyder på hjemmebane. 'De syv dødssynder' var i sig selv en oplevelse. Også selv om en dansk mezzo som Helene Gjerris, der i forvejen har et tæt samarbejde med Kopenhagen Kabarett, sikkert kunne have løst opgaven som den prostituerede Anna nok så godt. I stedet fik vi Anja Silja. Og uanset sprækker og mikrofon var det jo da en oplevelse at være i rum med en stjerne.