Disponeret i åbenlys parallel til Bachs passioner og med en spilletid på omkring to timer og en mammutbesætning vidner Sven-David Sandströms nye passionsoratorium 'Ordet' om ikke ringe selvtillid hos den 64-årige svensker. Og selv om jeg af én grund, som jeg skal vende tilbage til, tøver med ubetinget at kalde det et mesterværk, så fylder det sin tid ud med så stor og tilfredsstillende skønhed og udtryksfuldhed, at man med glæde står distancen. Inspirationen fra såvel de traditionelle evangelietekster som Katarina Frostenssons modernistisk splintrede og følelsesladede poesi er ikke udvendigt billedskabende, men stærk og inderlig. Og komponisten behersker suverænt sine virkemidler: timing, stilistisk mangfoldighed og en følsom og raffineret klangteknik med det omfattende slagtøj i en vigtig, men udsøgt doseret rolle. Værkets blændende tekniske og strategiske effektivitet har væsentlig andel i opførelsens succes. Frem for alt skriver Sandström eminent for sangstemmer, det være sig solister eller kor. Hans musik må være en fornøjelse at synge, for den viser til stadighed sangerne fra deres bedste side, samtidig med at den ikke et øjeblik blot er ren stemmenydelse, men søger et nuanceret lyrisk udtryk. I ydre opbygning minder 'Ordet' om Bachs passioner uden direkte at kopiere dem: Her er en 'reciteret' evangelieberetning med fordelte roller, herunder folkekor, men uden en særskilt rolle til Jesus, hvis replikker endog kan forekomme flerstemmigt. 'Evangelisten' kaldes 'Han', men synges af en mezzosopran til et spindelvævsagtigt sart og trådet orkesterakkompagnement med douce akvarelfarver og raffinerede accenter. Mon ikke den udsøgt naturlige og bemærkelsesværdigt klichéfri recitation er skrevet direkte til Anne Sofie von Otters særegne lyriske sprogfølsomhed og suveræne lethed? I hvert fald var hun dybt fængslende med sin forfinede nuancering og sit koncentrerede nærvær. 'Arierne' og enkelte ensembler over nye tekster er i reglen mere romantisk ekspansive med orkestret som effektiv bærebølge, gerne med strygerne i en hovedrolle. De var luksusbesat med nogle af de bedste dramatiske sangere, der for tiden kan opdrives i Skandinavien. Digtene får yderligere betydning ved at være lagt i munden på navngivne roller i evangeliet. Der er ingen koraler og heller ikke de store rammekor, man kender fra Bach. Tværtimod siver slutningen langsomt ud i stilheden. Til gengæld ligger lyrikken lige så ofte i koret som hos solisterne, mens en solistkvartet er mellemled mellem de to parter. Korsatserne er stort set af to typer: Den mest originale er en konfettiregn af korte motivstumper, der kan være ren tilstand, men i folkekorene også kan vokse til en dramatisk malstrøm. Den anden lægger sig tæt op ad traditionel nordisk korlyrik og kan virke besnærende enkel, men nogle bedøvende smukke a cappella-passager blotter, hvor raffineret Sandström maler med laserende dissonanser. Her fejrede Radiokoret og den omhyggelige og generøse dirigent sande triumfer. Mit forbehold går alene på værkets form. 'Ordet' er opbygget af enheder så korte, at de enten hviler i sig selv som øjebliksbilleder, eller - som de fleste arier - let kan formuleres som en enkelt opspændt bue. Det er virkningsfuldt og sikrer let tilgængelighed, men det kan ikke i længden kompensere for savnet af musik, der i sig selv har en strømmende energi.