Lænet op ad sin mors omfavnelse begyndte den unge pige ved siden af mig at synge med, da Katie Melua nåede frem til sit gennembrudshit, 'The Closest Thing To Crazy'. Så klar var lillepigens røst, at flere af de ældre damer og herrer omkring mig først kiggede irriteret over mod denne pludseligt opdukkede sangfugl på den første, frysende aften i 'sommertiden'. Men så begyndte moren gud hjælpe os også at synge med. Og nå, ja, herregud. Det er jo det, hun kan, den gæve og kønne Katie Melua. Binde generationerne musikalsk sammen uden knaster og smækkede døre. Ja, endda uden pinagtigheder og på en markant bedre måde end 'Stjerne uden hjerne' og 'The Jens Rohde Hour' og hvad alle de der programmer, man ikke må kunne lide, hedder. For den georgiansk-irske skønhed er - inden for den genre, vi elsker så højt her til lands (letjazzet taffelmusik), om end stadig lettere behagesyg - fremragende. Med sin på en gang kraftige og sødmefyldte stemme med det enorme register er Melua endda en klart bedre sangerinde end sin oplagte amerikanske soulmate, Norah Jones. Og så er hun vokset op i Georgien og Belfast. »For mange mennesker er det to af de værste steder, man kan forestille sig. Men når man lever der, tænker man jo ikke over det, det er bare 'hjemme'«, som Katie Melua sagde i introduktionen til sin hyldestsang til netop 'Belfast (Penguins and Cats)'. En fin lille sang med en undertone af irsk folkemusik under den ellers robuste jazzpop, Katie Melua excellerer i på sine foreløbigt to, voldsomt populære, album. En musik, som live er endnu mere kraftfuld, først og fremmest takket være Katie Meluas intet mindre end fremragende rytmegruppe med en spillevende trommeslager og en kvindelig bassist med stor spændvidde. Modigt gav Katie Melua os sit aktuelle hit, 'Nine Million Bicycles', fra koncertens start, kort efter fulgt af den endnu bedre 'Spider's Web' med den velmente, om end måske let banale tekst om racismens afskyeligheder. Så begyndte aftenens mange coverversioner at trænge sig på, først 'Fancy', en indfølt sag om en luder, som snart fik udsøgt selskab. Af Beatles-klassikeren 'Lucy In The Sky With Diamonds'. »Da vi forleden spillede den sang i Manchester, faldt en mand om på femte række. Jeg dedikerede næste sang til ham uden at have set, hvad det var for en sang. Det var så 'Just Like Heaven' af The Cure. Det var ikke just heldigt«, som Katie Melua sagde om aftenens næste coverversion. Heldigvis overlevede manden. Der er nu heller ikke noget anstødeligt eller bare ophidsende over Katie Meluas omgang med rockens klassikere, ej heller Rolling Stones' '19th Nervous Breakdown', som blev leveret for fuld rytmisk ramasjang. De lød alle som velmente, men ikke for alvor satsede, prøver på et meget dygtigt skoleorkester med en indlysende talentfuld sangerinde. Der gerne ville flå op i den pæne dug over taffelmusikken med lidt rock og rul. Det lykkedes ikke helt i Falconer, selv om det overvejende meget modne publikum knuselskede den 22-årige sangerinde til sidste strofe. Det kan man også roligt gøre, Katie Melua er både begavet og sød i sit helt almindelige tøj med tværstribet bluse, cardigan og slidte jeans. Hun danser som Thomas Helmig med krøllerne virrende om sit kønne ansigt og har et rigtigt godt band. Men i Falconer kom vi ikke meget videre end til en kvalificeret øveaften for en solist og et band, der ikke helt har lagt sig fast på repertoiret og derfor diverterede med for meget veltempereret, køn kedsomhed.