Engang var entårnmusiker én, der blæste signaler fra byens tårn, men også havde privilegium på andre professionelle musikeropgaver. Selv om dén institution for længst er gået heden, har staden København i pianisten Søren Rastogi fået en ny tårnmusiker. Han residerer i byens populæreste tårn, Chr. IV's det runde i Købmagergade, hvor han afløser Trio Con Brio og skal give fem søndagskoncerter i 2006: to soloaftener, to kammerkoncerter og en optræden med orkester, herunder intet mindre end en aften med Beethovens tre sidste klaversonater. Vi kommer altså godt rundt om den nye tårnmusiker, dog med den begrænsning, at repertoiret nødigt strækker sig ud over det klassisk-romantiske. Det kan undre i lyset af, at den eneste markante undtagelse, argentineren Alberto Ginasteras klangligt karske og rytmisk medrivende 1. klaversonate fra 1952, faktisk blev et højdepunkt på en åbningskoncert, der med sin kronologiske fremadskriden voksede fra det respektable til det glimrende. Som megetaf programmet var sonaten en reprise fra Rastogis debut for et år siden, og dens virtuose udfordring er tydeligvis præcis af en art, der stimulerer hans trang til at udrede sammenfiltrede tråde og skabe orden og klarhed. Hvor orden og klarhed derimod byder sig problemfrit til, synes han at føle sig tomhændet og nødsaget til at forklare sig til overflod. Det trængte sig på i tre af Schuberts 'Moments musicaux', logisk nok allermest i den sidste og enkleste i as-dur, som blev bastant overdeklameret i et alt for drævende og tøvende tempo. Schubert er 'let' på den svære måde: Der sker så lidt på det ydre plan i disse småstykker, at renhed i linjen, emotionel ligevægt og finstemte klangfarver er afgørende for, at udsagnet folder sig ud. Men neddæmpede virkemidler underordnet en afklaret helhed er ikke Rastogis styrke, i hvert fald ikke når han er alene på scenen om presset for at holde publikum i ånde. Navnlig er hans noget klangtunge spil koloristisk begrænset. Således også i Manuel de Fallas pikante 'Pièces espagnoles', hvor man savnede guitaristisk sprødhed og luft i satsen men ingenlunde dansant energi, var den end svært bestøvlet. Nok så selvfølgeligt fandt han sig til rette i en række Liszt-bearbejdelser efter Schubert, Schumann og Wagner - også fra debutprogrammet. Her er lagt op til pianistisk akrobatik med store armbevægelser, og i den imponerende 'Isoldes Liebestod' blev Wagners organisk lidenskabelige orkestergestik overbevisende og engagerende foldet ud. Søren Rastogi øser af betydelige pianistiske resurser og vil meget med sit udadvendte spil. Fedtspilleri kan han ikke beskyldes for.Tværtimod kunne man ønske, at han fandt mod til at glemme publikum og spille mere for sig selv. Han er tilbage i tårnet 30. april sammen med cellisten Janne Fredens. Og så kan vi da minde om, at han 19. august i Tivolis Koncertsal modtager Musikanmelderringens Kunstnerpris.