Jeg går igennem Fælledparken. Midt i byen er det helt mørkt. Man kan næsten ikke se sin hånd for sig. Kun stjernerne og lyset i fjerne vinduer. Og langt foran mig en voksende mumlen og glitren bag træerne. Lyden af en menneskemængde, der er ved at forsamles. 45.500 for at være helt præcis. I improviserede processioner finder de deres pladser med øl og overtøj. I den overdækkede arena dækker menneskene grønsværen som et hav af hoveder. Det improviserede tag giver rummet en umiskendelig fornemmelse af teltmission. Man ville ikke blive forbavset, hvis de på kommando faldt på knæ i bøn. I stedet rækker de armene i vejret og brøler begejstret, da Depeche Mode går på scenen. Rockkoncerten er en ceremoni med sin egen liturgi, og i Depeche Modes tilfælde er den stram og ufravigelig. 'Music for the masses' hed en tidlig titel, og bandets bevidsthed om politiske og religiøse massebevægelsers appel er ikke uvæsentlig for gruppens bemærkelsesværdige succes igennem et kvart århundrede. Enkel musik og komplicerede følelser kogt ind til et simrende motto om sindsuro i dansesko. Musik, der gang på gang rejser sig og skaber et fællesskab midt mellem folkefest, forførelse og fællesbøn. En bøn til musikken om forløsning, men også et klap på skulderen til hver enkelt. Livet er bøvlet, livet er sjovt, livet er sort, og livet er hvidt. Det er det, man er fælles om at fejre. På en måde alt det, man ved, der ikke kan lade sig gøre. Som i de fleste andre kultiske sammenhænge er emnet for tilbedelse Det Levende Eksempel. I dette tilfælde et modefænomen fra 80'erne, der ved stædigt at holde på sit er blevet en fælles regressiv referenceramme for de evigunge i os alle. Rollefordelingen er afgørende og mere klart formuleret end nogensinde. Rollefordelingen mellem publikum og band, der i Depeche Mode er inkarneret i selve bandets inderste og yderste, og som er ét og samme. Dave Gahan er ceremonimesteren. Rockstjernen med den store stemme og det frikadelleflotte ydre sætter i scene. Om man tror på ham, er underordnet. Det er selve stemmen, det handler om. Omvendt med guitaristen og sangskriveren Martin Gore. Med en hue som en sortpjusket hanekam og afbrændte englevinger ligner han en mellemting mellem en nedstyrtet skytsengel, en grim fortabt dreng og en afbrændt lørdagskylling. Han er den søgende sjæl. Han er den i os, der aldrig stiller sig tilfreds med at skulle være vokset op. Ham skal vi tro på, hvis vi skal tro på os selv. Og det skal vi. Her, hvor troen prædiker, at vi skal være vores egen personlige Jesus. »Reach out and touch faith«. Det er os selv, vi skal nå. Det er Dave Gahan, der synger med stentorrøst. Det kræver ceremonien. Men i virkeligheden er det Martin Gore, der er inderst i stemmen. Det er i ham, vi skal tro på os selv. Religiøse referencer bliver ofte tungt gods i rockmusik. Og Depeche Mode smører ikke tyndt på. Det nye smukt konservative album hedder 'Playing The Angel', og da de spiller det nye nummer 'Join The Revelator', gør lystavlen opmærksom på, at det er ham Johannes med Åbenbaringen, der hentydes til. Men det er først og fremmest i smerten som evigt gentaget ritual og den søde, søde syndsbevidsthed ('The Sinner In Me'), at Depeche Mode forvandler kristendommens smertensmænd til en slags masochistisk underholdningstableau. Et ukristeligt ritual, hvor man skal finde trøsten i bevidstheden om det fælles vilkår. Det gør ondt, men i aften, her og nu, skal det gøre godt. Koncerten starter med 'A Pain That I'm Used To'. Et nyt nummer, hvor Depeche Mode rendyrker sig selv og skinner klart og mørkt igennem. Martin Gore synger 'Shake The Disease'. Han er bandets fedtede sjæl. Men han har brug for sit mere eller mindre villige talerør. »Everything counts in large amounts«, synger Gahan. Et gammelt hit med en profetisk betydning. Alting får en betydning, når man stabler tilstrækkelig meget af det sammen. Eller gentager sig selv ofte nok med overbevisning. Bliver et ritual. Med få midler og sin 'Policy of Truth' har det gjort Depeche Mode til sin generations Beatlesidoler. For koncerten med Depeche Mode er en triumf for musikken som ritual. Scenekulissens lysende opremsning af negativt ladede ord fra 'sicken' og 'deteriorate' til 'malaise', 'suffer', 'torture' og 'endure', en meningsløs messen på sjælens scoringstavle. En messe, hvor forløsning, lidelses-kitsch og entertainment ikke er til at skille ad. Det ufravigelige er styrken og slagsiden i ritualet. Idolerne og deres tilbedere har indgået en pagt, der ikke tillader mange afvigelser. Den grundlæggende stramt programmerede musik trækker i samme retning. Det kan kun gå på én måde. Rent hjem og samtidig en lille smule med halen imellem benene. Her bor det sublime og røv og nøgler dør om dør. Fordi ritualet i sidste ende også må overdøve det liv, det hylder og skaber, hvis ritualet også næste gang skal have en mening. Og det har Depeche Mode nu i 25 år bevist, at det skal. I en kultur fattig på tro og ritualer tilbyder rockkoncerten i almindelighed og Depeche Mode i særdeleshed et sekulært og spektakulært alternativ. Det er bedre end ingenting. Bedre end så meget andet. At synge så godt om at have det så skidt. En aften med musik og lys. Og så ud i mørket igen.