Den otte år gamle duo The White Stripes spiller, som om de kan alle de mest slidte refræner i amerikansk rock'n'roll, blues og country udenad og har et ekspressivt glødende had/kærlighedsforhold til hele bunken. Da Meg og Jack White onsdag aften var på scenen i en fabrikshal i Sydhavnen, hørtes der gang på gang stumper af bluesgange, countryomkvæd eller punkrock, der virkede bekendte. På skift trådte Rolling Stones, Dolly Parton, Hank Williams, Iggy Pop, Robert Johnson eller Loretta Lynn frem i lyden i korte glimt. Men at The White Stripes for tiden er et af de mest feterede rocknavne overhovedet, skyldes duoens personlige behandling af alle de fine kilder. Som altid var det visuelle udtryk stramt og stilbevidst. Både musikere og scenedekoration holdt sig til rødt, sort og en smule spøgelsesagtigt hvidt. Den gennemtænkte æstetik var med til at gøre The White Stripes iøjnefaldende fra begyndelsen af karrieren, da det stadig var afgørende for denne her Detroit-duo at skille sig ud fra adskillige andre jævnaldrende, nypunkede musikere. Det behøver The White Stripes ikke længere. Senest med albummet 'Get Behind Me Satan' fra i år har de demonstreret en sublim evne til at nyfortolke rockhistorien på en måde, der er overraskende, vittig og vred. På trods af og på grund af kompositionernes tilsyneladende småsjuskede skitsepræg er sangene på 'Get Behind Me Satan' en levende, fyldestgørende gennemgang af en smuk og forrået del af amerikansk kultur. Sådan var koncerten i København også. Den var det allerede i åbningsnummeret, 'Passive Manipulation', hvor den overvejende sortklædte Meg Whites bevidst døde pigestemme rådede døtre til at lytte til deres mødre. Er det nu et råd, man skal lytte til eller ej? The White Stripes giver ikke noget svar. Men mange urolige anelser. Resten af koncerten var det for det meste Jack White, der stod for sangen. Ikke at det gav vokalen et maskulint præg hele vejen igennem. Det kan godt være, at den buttede mand iført en postkasserød T-shirt og en gennemsvedig midterskilning ligner noget, som onde klassekammerater engang kan have kaldt en fed muldvarp i en skolegård i Detroit. Men Jack White er en af de mest karismatiske skikkelser på nuets rockscene. Det er han i kraft af sin fuldstændige tilstedeværelse i et kyndigt og instinktivt spil på guitar, klaver og en smule xylofon. Men han er det også på grund af sangstemme, der spænder fra et uforsonligt hårdt machoudtryk til et skingert og skævt leje, hvor han lyder som en evigt frustreret kone. Og så er han altså i godt selskab. Det har været en del af markedsføringen af The White Stripes at holde det hemmeligt, om Jack og Meg med det fælles efternavn er søskende, ægtefolk eller fraskilte. De er vist nok det sidste, men dem om det. På en scene supplerer de hinanden fuldkommen. Meg White spiller sine trommer primitivt. Men hun gør det med en imponerende evne til at uddybe temperamenterne i Jack Whites sang og spil i en voldsomt anslået filmisk version af Dolly Partons 'Jolene' og i alle duoens egne sange som den morderiske 'Blue Orchid', den lumske farvelsang 'Forever For Her (Is Over For Me)' og den tiggende 'My Doorbell'. Spillet med entusiastisk desperation på rytmeklaver og sunget i forpint falset var 'My Doorbell' eksemplarisk udtryk for alt det, duoen kan. »I'm waiting for my doorbell, when are you gonna ring me«, gentog Jack White, som var det en forslået, vrangvendt og alligevel ægte følt frase fra soul- og countrymusikkens skatkammer. Og når man gik gennem Sydhavnen efter koncerten, var det ikke kun med The White Stripes' egen musik i bolden. Hos den duo swinger hele rockhistorien med.