I nogle få øjeblikke lignede spinkle John Hiatt en, der var gået helt forkert og blevet væk for sig selv i bygningens store bug, da han entrede scenen i KB Hallen i sin stramtsiddende, moderne cowboyjakke. Men så fik »sangskrivernes sangskriver« øjenkontakt med sit trofaste danske publikum og ikke mindst den mægtige bassist i The North Mississippi All Stars, det menneskelige bjerg Chris Chew, og fra det sekund rullede en fornem koncert uhindret af sted. Selvfølgelig er KB Hallen ikke den ideelle ramme for John Hiatts notorisk intime tilgang til de store amerikanske traditioner i rock, country, blues og soul, men omvendt var den pænt fyldte hal et vidnesbyrd om, at det lange seje træk, denne sangskriver par excellence har været ude i de seneste næsten 20 år, trods alt har båret frugt. Populariteten vokser for hvert møde i menigheden, og det kan man kun unde denne gennemført sympatiske forkynder af kærlighedens budskaber, der undervejs fik fortalt historien om sin barndoms gudstjenester med sin nykatolske far. Sønnen troede ikke meget på indholdet af prædikenerne, men nød sydstaternes svedigt spirituelle gospel. Lige siden har han sagt pænt tak for inspirationen med sin årelange sejrsrække af stemningsmættede koncerter. Naturligvis kan man med stor ret indvende, at der ikke sker de store revolutioner i John Hiatts univers, men hvis man tæller de små skridt, opdager man alligevel forandringerne. På dette års album, 'Master of Disaster', hvis titel desværre er bedre end det halvt tamme indhold, allierede Hiatt sig med den aldrende mesterproducer Jim Dickinson. Han inviterede sine sønner, guitaristen Luther og trommeslageren Cody Dickinson, som sammen med førnævnte Chris Chew er kernen i Northern Mississippi All Stars, med i studiet. Med den besætning har John Hiatt fået et sublimt band, som ikke bare er backing, men trækker hans sange i nye og ofte mere funky retninger på grund af den dybt liggende rytmegruppe. Det klædte de kendte klassikere i KB Hallen og fik i fine stunder - som i den begsorte gennemspilning af endnu en sang om kuldsejlet kærlighed, 'Ain't Ever Goin' Back' fra det nye album - samtlige hår til at stritte. Fremhævet af Luther Dickinsons sjældent indfølte spil på slideguitar og John Hiatts rustne, men dybt besjælede stemme. Fornemt er en bleg betegnelse for den unge mands indsats på det medbragte arsenal af guitarer, som virkelig klædte aftenens mange ballader fra den gamle sangskat. De mange nye og stadig lidt for middelmådige sange trak nu trods alt en fin aften i strålende selskab lidt ned. Men John Hiatt, der stadig i den grad har hjertet med sig, er altid en god varmekilde på grund af den lige så sjældne som uerstattelige ægthed.