Det er ikke så ligetil at være barn af en betydelig kunstner, hvis man selv ønsker at slå ind på en tilsvarende løbebane. Og det gør det ikke nemmere, hvis man som musiker tilmed vælger sig samme instrument som sit ophav. Det har den svenske barytonsaxofonist Peter Gullin, søn af Lars Gullin, måttet erfare, og det gælder ligeledes sopran- og tenorsaxofonisten Ravi Coltrane, der har John Coltrane som far. Mange minder om sin far kan Ravi Coltrane næppe have bevaret, for han var kun 2 år, da faderen døde i 1967. Men som vi hørte ham i Copenhagen JazzHouse torsdag aften, var det tydeligt, at han havde til hensigt at bære arven fra sin far videre, samtidig med at han også ønskede at markere sig selvstændigt. Med det resultat, at der specielt i første sæt var noget demonstrativt over hans spil. På den ene side kastede også han sig ud i de 'sheets of sound', de pauseløse tonevæld, som faderen dyrkede i de sene 1950'er. Og på den anden side fik vi som introduktion til et par numre serveret de langstrakte solokadencer, der blot får én til at tænke »så kom dog i gang«, samt - i et hymneagtigt tema - en opvisning i den spiritualitet, der for faderen de sidste år før hans død indebar selve livets indhold og mening. Hvad Ravi Coltrane skabte på egen hånd var nogle kompositioner, der var kendetegnet ved deres melodiske kringlethed og sindrige rytmiske strukturer, men som der ikke var meget reelt kød på, som det skulle vise i improvisationsfasen. Retfærdigvis skal det siges, at der kom meget mere facon på Ravi Coltranes spil efter den næsten timelange pause, ikke mindst i et af faderens stykker og i en ballade af bassisten Drew Gress, der begge bød på den harmoniske variation, man havde kunnet savne forinden. I et digt af John Coltrane, sat i musik af Alice Coltrane, sluttede også sangerinden Malene Mortensen sig til kvartetten, men jeg må tilstå, at det ikke lykkedes mig at finde vej ind til den rytmiske puls. Når aftenen alligevel vil blive husket som en positiv oplevelse, så skyldes det den formidable trio, der ledsagede Ravi Coltrane. Også europæisk jazz råder i dag over fremragende rytmegrupper, men netop de kvaliteter, som denne trio repræsenterer, er sjældne. Man kan kalde det en form for urkraft. Dette usvigelig sikre rytmiske instinkt, dette drive, der baserer sig på lige dele tyngde og afspændthed, og som uimodståeligt rykker én med sig. Dette beherskede pianisten Louis Perdomo, førnævnte Drew Gress og trommeslageren Ed Strickland til fuldkommenhed. Og dertil kom, at Perdomo var en fremragende solist, der med sit distinkte anslag og sin spændstige frasering formåede at finde stadig nye vinkler til at anskue det i grunden ret så simple materiale på. Og tilsvarende var også Strickland i stand til bestandigt at skabe de modfigurationer, der satte hans medspilleres spil i relief.