Rocken er en rodekasse, hvori hvem som helst kan finde hvad som helst, der giver mening. I det mindste for ham selv. At det forholder sig sådan med den bedagede genre, kan man overbevise sig om på dette års meget rockende version af Roskilde Festival. Her konkurrerer unge opkomlinge med de få, som har været rundt i manegen mere end en gang tidligere, om opmærksomheden. To bands, i gamle dage ville man kalde dem 'supergrupper', har medlemmer, som har stået uden for døren med sulten skrigende i de tarme, der siden blev fyldt op af hvad som helst. Velvet mangler sange Nemlig Velvet Revolver og Audioslave, som på Roskilde forvaltede talent og arv vidt forskelligt. Nogenlunde samtidig med, at solen gik ned i en palet af røde og blå nuancer torsdag aften stillede han sig frem på scenekanten, Slash. Med både den høje hat over junglen af afrohår og sin dobbeltløbede guitar rettet op mod himlen, som var han i forbøn hos rockguderne. Måske for at bede om nogle bedre sange til Velvet Revolver? For holdbare, mindeværdige sange er absolut det eneste, det gennemtatoverede band fra Los Angeles, mangler. Men det er til gengæld en mangelvare, som selv aldrig så mange lån i klichebanken, attitude fra en hel dekades rock, et møgbeskidt samspil og en dæmonisk sanger, kan erstatte. Alt det har Velvet Revolver, der skyder med skarpt med de rygende krudtkamre fra to af senfirsernes bedste rockbands, Guns N'Roses og Stone Temple Pilots. Buldrende Fra førstnævnte, øhm, ensemble er guitarist Slash samt den buldrende tunge rytmegruppe med Matt Sorum på trommer og den blonderede bassist Duff McKagan, hentet, mens den næsten Jim Morrison-djævelske sanger Scott Weiland sled adskillige pushere op som sanger i sidstnævnte. Sammen er drengene, der også tæller guitarist Dave Kushner, en spillevende, men nostalgisk pipeline af rock fra den tid, hvor rigtige rockstjerner bar nittebælter og havde puffet penis godt frem i den stramme læderbuks. Det fungerer i kraft af Slash, der stadig spiller som et syngende sammenbrud på især sin Les Paul-guitar. Han lyder ofte som Eric Claptons kuldslåede, unge lærling, der ikke besidder samme teknik, men til gengæld har en flosset, maskulin sårbarhed i strengene, som er helt guddommelig. Ved hans side vrider radmagre Scott Weiland sine elastiske hofter i sin bizarre dans med appel til både mænd og kvinder. »That's the sound of motherfucking freedom«, som han råbte i sin medbragte megafon, inden han tog en lang rejse ud over publikum. Herfra bekendtgjorde sangeren filosofisk: »Rock er altid en celebration. Den er altid sexet, det er altid en fest, jeres fest!«. Fremragende coverband Rigtig festligt blev det dog først, da Velvet Revolver fyrede op under Guns-klassikerne 'It's So Easy' og heroinhyldesten 'Mr. Brownstone' samt 'Sex Type Thing' fra Stone Temple Pilots-kataloget. Da vi som første ekstranummer fik Pink Floyds 'Wish You Were Here', var det ligesom knæsat, at Velvet Revolver foreløbig er et fremragende coverband, som uden hæmninger fyrer alle klicheer af. Forhåbentlig får gruppen selv skrevet nogle lige så holdbare sange til det andet album, ellers bliver levetiden overskuelig. Et døgn senere tilhørte solnedgangen Audioslave, sanger Chris Cornell med en fortid i Soundgarden og guitarist Tom Morello med flere fra Rage Against The Machine. Og her blev den gyldne stund med en kulørt himmel over rockens hukommelse forvandlet med en helt anderledes vilje, indlevelse og nødvendighed. Til gengæld var de unødvendige manerer helt væk i en sine steder decideret blændende opvisning med Tom Morello på en allestedsnærværende, bidende energisk og melodisk guitar under og omkring Chris Cornells smukke rockrøst. Lige i øjet Som opvarmning for aftenens hovedgilde med veteranerne i Black Sabbath var Audioslaves indsats lige i øjet med sin sikre forvaltning af den klassiske rock mellem Led Zeppelin og netop Sabbath. Men med en yderst nutidig attitude og sympatisk tilgang til rock som holdspil. Derfor blev koncerten en forrygende oplevelse med minder fra både Soundgarden og Rage Against The Machines højdepunkter samt udfoldelse af sangene fra Audioslaves to album, som langt overgik de versioner, der er indspillet. Rocken er nu engang bedst live og stadig en fortryllende udfoldelse, hvis man vil noget med den. Erik Jensen giver fire hjerter til Audioslaves