Et par numre inde i den koncert med Black Sabbath, jeg havde lokket ham fra først den ene side af scenen og så til den anden for at finde en god plads til, kiggede min ledsager, kun let anklagende, på mig og spurgte: »Han er hjerneskadet, ikke?« Naturligvis var det Ozzy med det så tyndslidte slægtsnavn Osbourne, han hentydede til. Lysten morfar Manden, der skiftevis trissede og luntede rundt på scenen som en parringslysten morfar, som loadet med viagra er blevet sluppet løs i omklædningsrummet hos det lokale, kvindelige gymnastikhold. For med jævne mellemrum at kvække ud over os: »We love you«. Hvorpå morfar klapper i sine krogede hænder, nærmest som et spædbarn, i begejstring over det talstærke besøg. Herre Gud - eller er det Herre Satan? - bare fordi man endelig har samlet sin egentlige familie og droppet det bizarre sammenrend i realityshowet 'The Osbournes' for en stund, behøver så mange mennesker vel ikke gå bersærk? Badede i opmærksomheden Men herlig er opmærksomheden tilsyneladende alligevel for den originale besætning fra Birmingham, som for rundt regnet 35 år siden definerede heavy metal i den britiske storby. Også manden ved Ozzy Osbournes højre side, guitarist Tony Iommi, hvis knivskarpe riffs skar rockens tungeste genre ud i stål dengang, smilede ind i mellem uudgrundeligt under sine designerbriller. Det kan han også roligt gøre, for han vrider stadig sublime toner ud af sin guitar. Klasse Eksempelvis var hans blændende opvisning i, hvordan en solo samtidig kan surfe hen over og understøtte melodien i 'Dirty Women', det hele værd. Tårnhøj klasse. Eller som min efterhånden næsten glade ledsager udtrykte det: »Der er så mange andre guitarister i heavy metal, som roder rundt med noget dybest set uforståeligt, men han spiller hele tiden for sangen«. Såre sandt, bortset fra at Black Sabbath for længst har spillet sig ud af den nitteklædte spændetrøje ved navn heavy metal. Det kan godt være, at gruppen har opfundet stilen, men at reducere denne stålsatte stilisme til heavy er efter en lang karriere lige så meningsløst som at anbringe AC/DC i samme kategori. Klassisk Begge grupper er storleverandører af tidløs, klassisk rock'n'roll, nøjagtigt så kort, kontant og præcist, som det formidable spil den upåagtede bassist Geezer Butler leverede på Ozzy Osbournes anden side. Den hårdtarbejdende rytmegruppe fuldendes af trommeslager Bill Ward, der i år var tilføjelsen i forhold til den for mange legendariske koncert med Black Sabbath på samme scene i 1998. Siden dengang er der gået syv år og det kan være lang tid for godt brugte rockveteraner, hvad det fjottede realityshow 'The Osbournes' har vist i al narcissismens nådesløshed. Derfor kunne man med god ret have forbehold for den sorte sabbats genkomst. Og for 56-årige Ozzys vedkommende viste de sig at være berettigede. Lavkomik Ordene lå ofte og slæbte i det oppiskede kølvand efter den musikalske supertanker. Stemmen lød underligt udtværet, som om den langsomt opløses i et askebæger, fyldt med whiskyvædet aske. Og når Osbourne forsøgte at lege dæmonisk og farlig, var det direkte lavkomisk. Men Ozzy er Ozzy, og han har noget uimodståeligt forsonende over sig. Overraskende for en mand, der er udnævnt til at være både alkoholiker, narkoman, gal og satanist, men næppe er nogen af delene, med mindre det fremmer karrieren. Den skal efter denne farvel-turne med Black Sabbath angiveligt indstilles og det kan Ozzy og hans band roligt gøre efter en musikalsk tour de force med højdepunkter som : 'N.I'B.', 'Iron Man', 'Into The Void', 'Black Sabbath' og 'Paranoid' i Roskilde. Efter koncerten omfavnede og alle hinanden på scenen, og nede på pladsen omfavnede min ledsager også musikken og sagde med noget nær rørelsen i stemmen: »Det var godt at møde de glade gamle mænd«. D-A-D i bakgear Næste møde på den Orange scene fandt sted en times tid efter midnat, da hjemvendte D-A-D tordnede 'Lawrence Of Suburbia' lige i snotten på en forventningsfyldt mængde. Lige i rumpen på hårdtslående Lawrence fulgte 'A Good Day (To Give It Up)' og 'Scare Yourself' fra det nye album af samme navn, som man dermed håbede at have hørt nok fra. Men nej. Desværre afbrød D-A-D det, der ellers var ved at forme sig som årets triumftogt, for igen at spille de nye og alt for anonyme rocksange efter en forrygende serie med bl.a. 'The Road Below Me', 'Jihad', 'Grow Or Pay', 'Something Good' og 'Everything Glows'. En dårlig ide, som satte koncerten i bakgear og trak den unødigt ud frem mod den forventede finale med 'Bad Craziness' og ekstranumre som 'Marlboro Man', 'Sleeping My Day Away' og 'It's After Dark'. På det jævne Synd, for et uhyre velspillende og veloplagt D-A-D, pisket frem af Laust Sonnes opfindsomme trommer og Jacob Binzers lidt overdrevne arsenal af guitarlir, havde ellers vist, at formatet stadig er der. Men derfor behøver man jo ikke at puste sig op i overvurdering af materialets mere kedsommelige sider. Derfor blev det, som længe så ud til at være 'uuu-de-mærket Roskilde' kun 'la-la, D-A-D'. Erik Jensen giver fire hjerter til D-A-D.