The Raveonettes har på 'Pretty in Black' forvandlet deres stilsikre vignetter til et album med næsten lutter sukkerknaldperler, hvor gammel amerikansk popmusik springer ud i kulsort rockkluns. Med sangene indlejret i en dis af knitrende støj var det afgørende i Roskilde afvejningen af rockstøj og popsmæld. Støjen var den oplagte måde at udvide de næsten minimalistiske popsange. Støjrocken er samtidig et argument for, at The Raveonettes nu er et regulært band og ikke bare en god idé udklækket af en visionær guitarist. Men spørgsmålet er, om det passer. Formatet og begrænsningerne Med Sune Wagners sorte hårhjelm og den hvidhårede Sharin Foo som slående visuelt samlingspunkt leverede The Raveonettes en koncert, der understregede konceptets format og begrænsninger. Stilen og sangene - begge dele lægger op til et skarpt, cool og stilsikkert klubsæt på 45 minutter. På en stor scene med forlænget spilletid og støjspray truede monotonien. Men heldigvis havde Raveonettes gemt godter i baghånden. Netop som rastløsheden begyndte at klø distraherende, nedtonedes støjen, Sharin Foo trådte klarere frem og så fremstod 'Love In A Trash Can' og 'Somewhere In Texas' som de retro-nuevo-hits, de fortjener at blive.