At sex sælger popmusik er reglen snarere end undtagelsen. Syngesild snor sig kælent-atletiske og halvnøgne på scenen, inden de skynder sig hjem til rollen som papas eget lille r&b-dydsmønster. Men så er der mere substans i det seksuelle salgsargument, når Garbage er på scenen. Her er sex ikke en parfumesælgers uforpligtende drøm, men en slags kerne i budskabet. En diskret duft af det sadomasochistiske i kønnenes spil går som en slags rød tråd i gruppens musik. Smerten er en del af tiltrækningen og vilkåret. 'Bad Boyfriend' hedder det første nummer på det nye album med den sigende titel 'Bleed Like Me'. Sangen om den slemme kæreste er ikke en klagesang, men en sang om attraktion. Det er ikke løsrevet koketteri. Spillet mellem sangerinden Shirley Mansons selvbevidste seksualitet og de hårdt pumpende og skarpt skærende kaskader af guitar fra det talmæssigt dominerende maskuline element i Garbage er selve dynamikken i gruppens musik. Spinkle Shirley Manson med det røde hår sat op til narrestreger, lårkort sort kjole og lange støvler. Omgivet af sine anonyme, sortklædte kamphaner. Netstrømper hist, piercing pist, en antydning af kæderaslen. Så man publikum efter i sømmene, var der ganske rigtigt en diskret understrøm af sexmesse for fodfolket i K.B. Hallen. Så det var passende, at den nye slagsang, 'Sex Is Not The Enemy', blev en slags samlingspunkt. En protestsang mod nypuritanisme og bornerthed, som blev modtaget efter fortjeneste. I en tid, hvor den stakkels, udbankede seksualitet bliver udnyttet kommercielt efter noder, kom det åbenlyst som en befrielse, når Shirley Manson fra scenekanten kom med en slagsang for sex og prædikede erotisk nysgerrighed som et gode, man ikke bør snyde sig selv for. Og det blev en ret sexet koncert. Selv om en musikalsk iscenesættelse så stram som et hårdt snøret læderkorset forhindrede den helt store variationsbredde. Det lignede ellers begyndelsen til enden, da Garbage i 2001 udsendte 'Beautiful Garbage'. Et trendy foretagende havde da vist udspillet sin rolle. Tidsånden havde pløkket teltet og var draget videre. Men ved at sværge til guitarguderne og koncentrere kvaliteterne omkring Shirley Manson har Garbage leveret et overraskende vitalt udspil med 'Bleed Like Me'. Det var ikke nær nok til at fylde K.B. Hallen. De gabende tomme stolerækker på bageste balkon måtte tildækkes med sort plastik. Til gengæld fik det fremmødte publikum noget at have sin betragtelige entusiasme i. Der gik en lige linje fra den mørke glæde i 'Happy When It Rains' til det nye kærligheds-hit 'Run Baby Run'. Der er hul i øret og hul igennem. For Garbage er stadig en hitmaskine med et seriøst indre underliv.