Efter onsdagens opmuntrende slag af en koncert i Pumpehuset kan vi godt begyndte at glæde os for alvor til den 26. april, hvor album nummer tre med The Raveonettes, 'Pretty In Black', udkommer. Glem alle pseudointellektuelle og tungsindige overvejelser om, hvorvidt det danske orkester, som kulturminister Brian A. Mikkelsen har omdøbt til Raveonottes, er en overhyped vare fra rockens evige kliche-katalog, som aldrig vil nå nogen vegne i virkeligheden. Hvad den fyldte sal i København, hvor kolleger som Jens Unmack, Nikolaj Nørlund, Laust Sonne, Dicte W. Madsen, Pernille Rosendal og medlemmer af Kira And The Kindred Spirits fulgte løjerne med stor interesse, så, var et band, hvis nye opstilling har givet langt mere bund og hvis nye sange rummer stor spændvidde. Fra første færd har den blonde Sharin Foo med sin underspillede charme og no nonsense-attitude og den musikalske mastermind Sune Wagner været i front for Danmarks suverænt mest cool og sexede rockband. Nu bejler de alvorligt til titlen som det bedste. Efter tilføjelsen af bassist Anders Christensen har Raveonettes fået lagt en solid bund omkring Jakob Høyers fortsat sprælske og tunge trommer, som i Pumpehuset blev lagt med en suveræn lyd. Udvidelsen til en kvintet har givet Sharin Foo fri til dels at spille guitar, dels at slå lidt på en trombone og synge. Resultatet er, at guitaristerne Sune Wagner, Manoj Ramdas og Sharin Foo nu i enkelte passager som eksempelvis i ekstranumrene 'Attack Of The Ghost Riders' og 'Evil L.A.' kan blæse en regulær storm af syngende elektricitet og give los på den måde, man lige præcis har savnet i The Raveonettes' stramt styrede og spillede koncept. Der gives fortsat ikke ved dørene hos Raveonettes - »Ikke så meget snak, vel«, som Sharin Foo sagde på et tidspunkt i et af de få udsagn, der er plads til i et tætpakket program med 21 sange på stribe. Første nye skud på stammen var 'You Say You Lie' med læssevis af støjende, forvrænget guitar. Sune Wagners udforskning af halvtredsernes pop, Phil Spectors lyd og jagten på den fortabte uskyld fortsætter dog i to fremragende sange, 'Here Comes Mary' og 'I Wanna Be Taken', hvis forførende leg med den nostalgiske lyd var opløftende. Ligesom rockeren 'Love In A Trash Can', aftenens uslebne perle, drevet frem af en guitar, Chuck Berry såmænd kunne have spillet. Inden ballet var forbi, fik vi også en smukt skramlet 'Sleepwalkin' og den tungt tæskende 'Red Tan', der understregede den langt større spændvidde i Raveonettes nye repertoire. Som fint blandede sig med de mange kendte sange, hvoraf især en edderspændt version af 'Beat City' lyste op sammen med en stolt knejsende 'Do You Believe Her'. Vigtigst af alt var det dog, at Raveonettes leverede en særdeles løfterig indsats og for alvor fik tændt længslen efter forår og den der dato i april.