Lyd, god lyd. Lys, masser af lys - som en smagfuld juledekoration. Musik, fængende god musik med et overrumplende beat fra et diskotek et sted nede midt i Europa. Lige fra 53-årige Sting og hans sekstet swingede ind på scenen i Forum, signalerede de røde lamper fest, december og en drilsk lille flirt med det forbudte. 'Send Your Love', opfordrede Sting i sættets første sang med den uventede, diskofile rytme, og da han straks rockede videre i det stadig lystige gennembrudshit for The Police, 'Message In A Bottle', kan det nok være, at den udsolgte sal i Forum fik travlt med at kvittere med netop kærlighed. Af den form, der trampes i takt af danske vinterstøvler og klaskes ud af svedige håndflader i begejstring, der fik alle til at lette rumpen fra de kedsommelige stolesæder. Skulle det stadig ikke være gået op for de mest december-døsige, at den tidligere skolelærer, forkæmper for alt fra regnskove til menneskerettigheder over økologi og hvad har vi, har forvandlet sig til en regulær festabe, ja, en lille laban, åbenbarede Sting flere nye sider af sig selv, da han nåede frem til sang nummer 10. »Her er en sang om sex med lidt inspiration fra Victoria's Secret«, sagde Sting med hilsen til sit hjemlands lingerikæde og kastede bandet ud i titelnummeret fra det seneste album, 'Sacred Love'. Og ind i de stærkt imponerende skærme bag bandet, der som levende billedrammer konstant skiftede format og størrelse, dansede let påklædte piger, så livagtig, at eventuelle husarer i et Sting-publikum formentlig måtte knibe sig i arm eller barm i begejstring. I det hele taget satte den dekorative leg med billedmediet bag Sting en uhørt høj standard for den slags staffage og var gennem hele koncerten en virkelig fornøjelse. Det samme varmusikken, selv om vi naturligvis ikke fik lov blot at holde fest. Sting er trods alt stadig for meget alvorsmand til at lade en koncert gå op i løssluppenhed og skørlevned, bare fordi det er jul. Koncerten skulle jo retteligen også være gennemført i maj, men da mistede Sting stemmen og måtte bede om den udsættelse og tålmodighed, han med fin selvironi takkede for i Forum. Hvor man så kunne glæde sig over, at den smukke, lyse vokal afgjort ikke har taget skade. Sting er som en mere beskeden og mindre grandios udgave af Bono fortsat en fremragende sanger, en selvsikker performer og en bassist af en kaliber, man ofte glemmer midt i alt det andet. Bassen blev i Forum godt hjulpet af, at Sting har skiftet lidt ud i sin faste besætning og hyret en trommeslager fra Mississippi i USA, der virkelig kan sparke en solid, gyngende rock'n'roll-bund ind under det nogle gange lidt for nysselige musikalske galleri. Han gav ofte den fornemmelse af sejtræk og drive, man skal helt tilbage til Stewart Copeland og Police for at opleve bag Sting. En komponist,der har defineret sit helt eget musikalske landskab mellem jazz og rockmusik med en plads til improvisation og en villighed til forandring, man ikke møder mange andre steder. Ganske vist maler Sting som komponist med en bred pensel, men på scenen kan kulørerne blandes, så nye motiver træder frem. I Forum leverede aftenens opvarmningsnavn, Chris Botti, eksempelvis en glødende Miles Davis-trompet til Sting, der med rette så lykkelig ud over bidraget. Når man så både skifter voldsomt ud på sætlisten og tør lege med sine klassikere, så eksempelvis 'Roxanna' bliver til en giftig syredronning, der spreder sine fangarme ud i alle musikkens sidegader, må man lette på hatten. Og når Sting sammen med sit band og ikke mindst den ene af sine korpiger river den ellers meget mondæne duet 'Whenever I Say Your Name' helt op under loftet fra en kedsommelig start og øjeblikket efter gentager kunststykket med 'Never Coming Home', så har vi passeret grænsen til det sublime. Der var vi flere gange under en koncert, som dog også blev skæmmet af lidt uengagerede udgaver af klassikere som 'Fields Of Gold' og af de ikke alt for interessante bidrag fra 'Sacred Love', Sting insisterede på at have med i en ellers velkomponeret sætliste. Den gav grobund for en veloplagt og afbalanceret koncert mellem eftertanke og fest for en af rockens bedste begavelser, som endda begrænsede sine politiske budskaber til en solid omgang fællessang på linjen: »Be yourself, no matter what they say«, i 'Englishman in New York'. Det er det jo svært ikke at slutte op om. Ligesom det er svært ikke at begejstres for en så sympatisk kunstner med så god kontakt til sit publikum, også selv om det er anbragt på 6.500 stole og egentlig gerne vil holde lidt fest.