Uden Ben Webster-fondens støtte var det ikke gået. Nemlig at få den amerikanske trompetist Randy Brecker til at optræde som solist med Ernie Wilkins Almost Big Band. Og det skal fonden have tak for, idet det blev til en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg mindes ikke, hvornår jeg på en dansk scene sidst har hørt en trompetist udfolde sig så grandiost. Alene den store tone på instrumentet, der i sin mættede klang forener både skarphed og varme. Dernæst den stensikre attak, den smidige frasering og en dyb melodisk fornemmelse, der ikke mindst giver sig til kende i den måde, hvorpå Brecker bygger sit solospil op fra grunden for siden at udvikle det uden at slippe sit tag i temaet. Det var mageløst. Og det var dejligt at overvære, hvordan Brecker tog et repertoire, der måtte være nyt for ham, til sig. For Wilkins var en glimrende arrangør, og i aftenens første sæt var også orkestret oppe på mærkerne med smældende ensemblespil, fortræffeligt understøttet af Christoffer Møller ved flyglet, Jesper Lundgaard på bas og Aage Tanggaard på trommer. Her var fornemt arrangerede versioner af Thelonious Monks 'Well, You Needn't', Randy Westons 'Hi-Fly', Duke Ellingtons 'Sophisticated Lady' og Dizzy Gillespies 'Con Alma'. Og selv om det gik over stok og sten i et par af Wilkins' egne kompositioner, 'Nervous Charlie' og 'Hurry Up And Wait', så blev de fremført med en smittende veloplagthed. Så stemningen var høj i pausen. Og det samme var forventningerne til koncertens andet sæt. Men her satte skuffelserne desværre ind. Det, man allerede kunne observere tidligere på aftenen, nemlig at over for en musiker af Breckers format, måtte orkestrets egne solister nødvendigvis blegne, blev nu mere fremtrædende i en række numre, der skyldtes Wilkins' egen pen. For at sige det mildt, så blegnede nogle mere end andre. Bedst klarede Møller og Lundgaard udfordringen, næstbedst saxofonisterne Simon Thorsen og Jan zum Vohrde. Men selv for Brecker var der i et nummer som 'What's This Here Samba' ikke meget andet at stille op end at ty til udvendigt bravurspil. Til gengæld var det også i andet sæt, vi oplevede et af koncertens højdepunkter, Ram Ramirez' 'Lover Man' i et prægtigt, vidtforgrenet arrangement af Wilkins og endnu en gang storslået spil af Brecker.