Hvis man har fulgt pianisten Brad Mehldaus karriere fra begyndelsen, så vil man vide, at han oprindelig markerede sig med et ligefremt, friskt swingende spil, der kunne slægte Wynton Kellys på. Senere blev Keith Jarrett en slags ledestjerne for ham, om end Mehldau samtidig bestræbte sig på at skabe sig sit eget musikalske ståsted. Og som vi har hørt ham gennem de senere år, må man sige, at det er lykkedes for ham. Spørgsmålet er så: Hvilket ståsted? Eller, skulle man snarere sige, hvilke ståsteder? For sagen er jo den, at Mehldau har optrådt som noget af en forvandlingskunstner, der har forsøgt sig inden for adskillige af de genrer og stilistiske strømninger, som tilsammen udgør musikkens univers. Således kunne han også vise sig fra en ny side ved torsdagens koncert i Copenhagen JazzHouse, som sædvanligt ledsaget af bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jorge Rossy. Det var ikke bare det, at Mehldau åbnede koncerten med en Thelonious Monk-komposition, 'Off Minor'. Men det var også måden, han gjorde det på. Ved at fastholde det samme, i lettere grad dissonante udtryk gennem hele det lille kvarters tid, numret varede. Det var nok i overkanten, men stort set bød det på fortræffeligt spil. Samme konsekvens prægede næste indslag, Cole Porters 'I Concentrate On You'. Fremført med et udmejslet anslag, hvor ingen tone fik lov til at synge ud, og en hængende frasering, der spændte pulsen til det yderste - og indimellem tilmed ud over det. Til at begynde med var det fascinerende. Senere oplevede jeg det som frustrerende, for jeg fandt ingen forløsning i musikken. Det, som Mehldau foretog sig her, var så kolossalt villet, tangerende det udspekulerede. Men, indrømmet, bestemt også styret med åbenbar musikalsk intelligens og farvet af en betydelig autoritet. Og det var betegnende for hele aftenens forløb. For den metodik, som Mehldau anvendte i 'Off Minor' og 'I Concentrate On You', gentog han senere i hhv. Cole Porters 'You Do Something To Me' (med mindre held) og Burt Bacharachs 'Alfie'. Der bestod en flydende grænse mellem det spontane og det alt for beregnende, mellem de lysende øjeblikke, hvor Mehldaus ubestridelige musikalitet slog ud i fuldt flor, og de passager, hvor det fortænkte og manierede gjorde sig gældende. Og i sidstnævnte forbindelse gjorde det ikke sagen bedre, at flere numre var så umanerligt lange, at afslutningen nærmest føltes som en befrielse.