Hun har ikke forandret sig meget, siden hun besøgte os første gang for 27 år siden, den brasilianske pianist og sangerinde Tania Maria. Noget mere rund og trivelig er hun jo nok blevet, men hun er stadig det energibundt, der også denne aften var i stand til at swinge og rokke utrætteligt sammen med sine tre udmærkede medspillere på henholdsvis basguitar, trommer og slagtøj. Og hun lagde stærkt ud med Antonio Carlos Jobims 'Felicidade', understøttet af den brasilianske sambarytme, der pulserer på sin helt egen måde, på én gang legefuldt og insisterende. Men derefter gik det ned ad bakke. For hvis energien ikke tjener noget formål, opleves den som kværnende. Og det gjorde den i de efterfølgende indslag, der i deres mangel på melodisk og harmonisk variation, men i kraft af så mange desto flere gentagelser trak hårde veksler på tålmodigheden. Det føltes som en befrielse, da kvartetten efter en meget lang halv time slog over i et langsomt tempo. Rigtig godt blev det dog heller ikke nu. Noget kunne tyde på, at det var Jobims 'Desafinado', Tania Maria havde taget under behandling. Men hvis det var tilfældet, gjorde hun i hvert fald ikke den smukke melodi nogen tjeneste. Mine forventninger var dæmpet en del, da jeg tog plads i salen efter pausen. Indledningen var da heller ikke opmuntrende, medmindre man var til hop på stedet og fællessang, med og uden vrikkende skuldre. Efter den omgang troede jeg faktisk, at alt var tabt. For det mest ærgerlige var jo, at jeg vidste, hvor meget Tania Maria har at give med det rette materiale mellem hænderne, og det havde vi kun oplevet i beskedent omfang. Og så var det netop det, der skete. En ballade. Egentlig blot to akkorder, der blev harmonisk forskudt, men både spillet og sunget med den indtrængende styrke, der får øjeblikket til at stå stille. Derefter et nummer, jeg ganske vist umiddelbart genkendte, men som jeg havde svært ved at identificere, idet det blev fremført på portugisisk. Det viste sig at være Sidney Bechets 'Petite fleur'. Også det endte som fællessang, men denne gang båret af en stemning, der greb så stærkt om sig, at den næsten ikke lod sig bryde. Selv efter at musikerne, én efter én, havde forladt scenen, fortsatte sangen blandt publikum. Naturligvis måtte det føre til et ekstranummer, igen af høj klasse, og da man forlod Glassalen og spadserede ud i den lune vinteraften under havens kulørte lys, føltes det helt i overensstemmelse med koncertens lykkelige afslutning.