Foran ham lå de lange landeveje som sorte bånd om en stor pakke af forventninger. En udsolgt turne med 50.000 danskeres krav om for en stund at føre os væk fra vinter, kulde og i stedet for tage os med til det sted, »hvor man ikke bare skal passe sig selv«, som han sang engang til 'Joanna'. Det sted var ironisk nok Portalen i Greve torsdag aften. Et navn, der mere end klimprer hen ad det internet og det teknologiske paradis, 58-årige Kim Larsen ikke just er kendt som en forblændet tilhænger af. Men nu er Portalen retteligen et af den slags danske betonborge, hvor vi huser biblioteker og kultur med logisk beliggenhed over for Hundige S-togs-station. Praktisk, kvadratisk, gut. Men ikke just noget, man forbinder med K. Larsen. Med andre ord måske ikke de mest ideale forhold for premieren for den turne, der for længst er blevet udnævnt til et triumftog og ifølge Ekstra Bladets sirlige udregninger vil indbringe hr. Larsen fra Odense to en halv million nye millioner til sparekassebogen. Måske, måske ikke - cifrene i det dybest set hverken overraskende eller forargelige regnestykke, at folkelig popularitet i sværvægtsklassen nu engang giver stort afkast. Og populær er Larsen som aldrig før. Han sluttede sidste år og åbnede dette på hitlisternes top med Gasolin'-boxen og '7-9-13' - det bedste soloalbum siden den såkaldte personnummerplade, '231045 - 0637' fra 1979. Måske er der alligevel noget om det der numerologi? Mere sandsynligt er det dog, at Kim Larsen som kunstner har fundet tilbage til netop de rødder i Gasolin', der stadig skyder så vildt i vores musik, poesi, sprog, hele selvforståelse? I hvert fald var Larsen helt tilbage i rødderne, da han og Kjukken sparkede premierekoncerten i gang med det lige så overrumplende som indlysende åbningsnummer 'Strengelegen' fra Gasolin's sidste album, 'Gør det noget'. Lynhurtigt fandt Kjukken ind i sangens forbenede febrilskhed som stenalderspillemænd, der er vågnet op midt i punkens storhedstid. Mens kapelmesteren selv foredrog historien om spillemanden, der falder i bjørnens hule og bliver mødt med det simple krav fra dyret: »Spil! Eller jeg æder dig!«. Måske var det sådan, spillemand Larsen havde det oppe i sin rummelige grå jakke og de ternede bukser deroppe på scenen. Med os nede i salens folkedyb i den lidet flatterende rolle som bjørn med forventningerne om underholdning med kvalitet som store skarpe pløkker i kæften? Endnu et forsimplet regnestykke i den ligning uden facit, der nu engang er Kim Larsen. Og da var der heller intet i sangerens attitude, der gav belæg for slige lommepsykologiske spekulationer. Det var snarere et favntag med rødderne og den rockmusik, Kim Larsen lagde så kraftigt bag sig især i de frygtelige år med popcorns-orkestret Bellami, vi var vidner til. Pludselig var fornemmelsen der igen. Af noget frigjort, noget, der bare gav los og forløste sig selv. Selvfølgelig i høj grad, fordi det nuværende backingband, Kjukken, er sprunget ud som slet og ret et band, der tilfældigvis har Kim Larsen som medlem. Chefen er nede på gulvet og holder takten med sine sorte sko mellem sine fortræffelige medarbejdere. Den årvågne og lydhøre trommeslager Jesper Rosenqvist, den fremragende guitarist Karsten Skovgaard, der uden problemer favner både det smukt lyriske spil og det grovkornede herreswing, og den unge bassist med rockhåret, Jesper Haugaard. Selv tumler Kim Larsen rundt med den brede brystkasse forrest og ansigtet virrende som en befriet gorilla i abens år, som om han helst vil ryste alt, alle og vores krav af sig og bare danse på sin egen line mellem det forfinede og det folkelige. En sangskriver, hvis fineste poesi ligger i den stemme, der aldrig har lydt bedre og stadig rummer mere ægte Danmark og historie end både 'Krøniken' og 'Matador' tilsammen. Inde i den mund er der rigeligt med plads til den voksne mands vemod, finessen, følsomheden, den bralrende bodegagæst og den drilske lille dreng. Og de nye sange fra '7-9-13' giver plads til alle Larsens vokale arketyper. Det nænsomme og nøgterne vemod i 'Romantik', 'Victoria', 'Sommerregn' og 'Sjølund', den krasbørstige, men mere poetiske end sure samfundskritiker i 'Junglen', den sjove onkel fra børneværelset i røvbalderockerne 'Sømand om bord' og 'Moster' og rocksangeren i de Gasolin'ske 'Kom tog' og 'Uma Na Na'. Vi fik alle sangene på nær en fra albummet, der har rundet de 150.000 solgte eksemplarer, hvilket selvfølgelig vidner om, at Kim Larsen har et publikum, som ikke mener, at musik på cd er brændbar. Men i lige så høj grad sætter en streg under, at komponisten, hvis han tager sig sammen, er i stand til at levere et helt album, der allerede lyder som en eviggylden hitparade! En bedrift, ingen andre vil kunne gøre efter. Når man i tilgift til det får træffere som en let rystende 'Pili Wili', en spillevende 'Kattemor' samt de obligatoriske 'Rabalderstræde' og 'Kvinde min' med skyldigt hensyn til Gasolin'-kataloget, er det svært at være utilfreds. Skulle man alligevel mangle noget, var Jan Toftlunds 'Syrenprinsessen' og Griegs 'Kringsat af fjender' to umanerlig velsiddende covernumre fra den mand, der selv har skrevet så mange træffere, at alene mængden kan få en til at forveksle det med metervarer. Som sådan har sangene også lidt for ofte lydt for deres ophavsmand igennem de senere år, hvor en vrangvillig Kim Larsen har bevæget sig længere og længere væk fra sig selv i noget, der ligner et underligt forsøg på at undgå alle tilløb til god smag. En mærkværdig provokation, et sært modsnobberi, som er endt i den ligegyldighed, som heldigvis var lige så langt væk som de ligegyldige fyldsange på sætlisten i Greve. O.k., der var måske en enkelt eller to tilbage, men dem tilgav man gerne Larsen med et sideblik på den lyshårede pige, der lige ved siden af mig dansede særlig ivrigt til 'Køb bananer' med sin partner. En dreng, man sikkert vil kalde psykisk udviklingshæmmet, men mindst greve denne aften. Naturligvis er Kim Larsen ikke genfødt, men han har i hvert fald genfundet kvaliteten i sig selv. Og dermed kunstneren. Som end ikke behøver de fire tændrørslignende lysdekorationer, der var eneste scenepryd, for at køre. Når Larsen er bedst, behøver man ikke andet end ham selv og sangene. Mens den forsamlede danske rockelite i dag sætter kurs mod musikmessen Midem i Cannes, vender Larsen såmænd snotten mod Ringsted, hvor der er koncert i aften. Turneen fortsætter med 50.000 danskere som deltagere indtil finalen i Århus 28. marts, hvor det så er blevet forår. Også udenfor.