Gensynsglæden var stor og utilsløret, da det for en stund genopstandne The Sandmen i Pumpehuset mødte det københavnske publikum, der i så mange år fulgte Danmarks måske mest klassisk potente rockband i tykt og tyndt. Næppe mange havde benyttet sig af tilbuddet om at få pengene tilbage, da det stod klart, at den ellers temmelig uundværlige guitarist Sam Mitchell var for medtaget af sit liv til at stille op til novembers revivalkoncerter i anledning af den dobbeltsidede opsamling 'Beauties & Beasts'. I hvert fald var Pumpehuset fyldt til bristepunktet, og der var smil over hele linjen, da sanger Allan Vegenfeldt introducerede et nummer som hidrørende »fra vores næste cd, der kommer i 2010«. At fremtiden blev gjort til en spøgefuld bemærkning, var ganske passende, eftersom det fra start til slut var en aften i fortidens tegn. De hurtigt udrykkende 'Devilsway' og 'House In The Country' fik hurtigt sat stemningen på plads, så sved og øl måtte ud i en hård konkurrence om at være det hurtigst flydende fluidum i salen. Men da den første eufori havde lagt sig, begyndte savnet af Sam Mitchell og et eller andet mere udefinérbart at gøre sig gældende. Mitchell var erstattet af Stefan Moulvad, der allerede for ti år siden for første gang trådte til som turnéguitarist for The Sandmen. Sammen med Minna Grooss på keyboard fik lydbilledet på den konto en bredde, som kunne spænde over Ole Wennike og Michael Rasmussens stadig symbiotiske akse i rytmepulsens bas og tromme. Som eneguitarist havde Moulvad en voldsomt dominerende rolle. Det gjorde han dygtigt og med en rundhåndet uddeling af skarpt skårne figurer, men uden sansen for det dybe sug i sandmandsrockens underliv. Minna Grooss skabte luft og bevægelse og gjorde 'Damn That Train' til et pudsigt intermezzo snarere end en traditionstung hyldest den amerikanske blues'n'billy. Enkelte numre gik lidt i knas og koks, men ellers var problemet snarere, at det var lykkedes at genetablere The Sandmen som tryk den a'-maskine uden den afgørende fornemmelse af at være konfronteret med en potentielt uforudsigelig rock'n'roll-organisme. Efterhånden som striben af Sandmensange om futtog, fatalitet og kvinder med hjerter af stål energisk gled over i hinanden, fremstod de mere ensformige, end de nogensinde har været. The Sandmen har altid været et godt giftigt hug. Et hårdt spillende band med en tilbageholdt muskuløsitet, der lod noget være usagt. En underforstået trussel og tillokkelse, der løftede rockfantasien The Sandmen højt op over de klicheer, den så kærligt og gennemført lod sig bygge på. Men når fantasien erstattes af nostalgien, får klicheen nye kræfter. Også hos frontfiguren Allan Vegenfeldt blev der satset på det entydigt kraftfulde. Som om man var bange for at tabe højde, hvis man et øjeblik slækkede på tempoet. Ikke spor sært, Mitchells sene afbud taget i betragtning, men det gjorde det svært at få øje på noget mellem linjerne, der røbede, at The Sandmen skulle have noget at sige, som de ikke allerede har sagt så smækkert og sejt tidligere. Bag gensynsglæden med et af dansk rocks bedste bands savnede man netop dette stramt styrede slinger, det syrede element, der i sin tid gav The Sandmens bluesbaserede rock'n'roll sit særlige svaj, da gruppen i begyndelsen af 1990'erne voksede til. En rock'n'roll-drøm var blevet forvandlet til noget andet, da The Sandmen igen startede rockmaskinen og spredte lys og glæde i alle rockhjerter med 'Long Leg Sally', 'Innervisions', Heart Of Steel' og alle de andre kendte og elskede numre fra kataloget. Uanset hvor meget man trykker speederen i bund, er udsigten i bakspejlet en anden end forrudens ukendte horisontlinje. Det ubarmhjertige i paradokset var til at tage og føle på: En glad og varm aften med et band, der i sin tid netop blev tilbedt for sin eksplosive flirt med alt, hvad der var skæbnesvangert i rockmusikkens attraktion. Selv er man jo også en del af paradokset. Hvor meget af det man hører, hører man igennem det, man hørte, da man på alle måder 15 år yngre hørte The Sandmen med andre ører, andre øjne, en anden fysik? The Sandmen gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at give publikum sandmandsrock for alle pengene. Det eneste, der manglede, var alt det, det ikke længere står i deres magt at give.