At stikke de fire ungarere hver en flaske Gammel Dansk efter koncerten var en pudsig gestus. Men måske havde de frabedt sig blomster? I al fald havde de fortjent noget for deres fremførelse af Debussy, Ligeti og Brahms. Keller-kvartetten er ikke dem, der spiller Brahms med hjertet uden på smokingjakken. De vender det indad. Og hvis man koncentrerer sig og følger dem, er oplevelsen hjemme. Sjældent hører man de forførende elementer i Brahms' a-mol-kvartet så nedtonet. Man kan for så vidt tale om en uromantisk fortolkning, men med begyndelsen af finalen som en eksplosion efter den indestængte intensitet. Det var nøgternt, nodetæt, stærkt. Noget lignende kan siges om Debussys strygekvartet. Landsmanden Ligeti er en hjertesag for de ungarske strygere, og skal man høre Ligetis tidlige 'Strygekvartet nr. 1', hvor 10 minisatser udgør det koncentrerede suiteforløb, skal det nok være med dem. Men sammenlignet med den dovne, middagslumre middelhavsluft i Debussys sensuelle strygekvartet, hvor øgler syntes at gasse sig på solvarme sten, så var Ligetis førstefødte ikke koncertens musikalske højdepunkt. Det var Brahms og Debussy. Det er pudsigt med Sjællands Symfoniorkester. De kan spille elendigt. Men med den rette dirigent kan de også ranke ryggen og yde mere end det gennemsnitlige. Koncerten lørdag med Sjællændernes gamle ven Okko Kamu var et eksempel på det sidste. Sibelius er lige noget for den finske dirigent, der gjorde 'Valse triste' til en godbid og den tragiske 4. symfoni til en indadskuende verden, hvor kun en smule mere farlighed og kant var savnet. Men messinget, for nu bare at tage dem. De kan altså spille både gjaldende sikkert og giftiggrønt. Også træblæserne oppede sig denne eftermiddag. Og så var der klaversolisten. Vladimir Feltsman - en ægte russer ved tangenterne! Afslappet autoritet. Let metallisk anslag og et rubato, der måske ikke lige er sagen i Beethovens 'Kejserkoncert'. Men sikken en sympatisk musiker og sikken et overskud! Han skulle have byttet med tyske Gerhard Oppitz, der i fredags spillede Tjajkovskijs klaverkoncert med Kapellet. Så havde pengene passet. Engang vil jeg høre Feltsman knalde Tjajkovskij af. Måske med Kamu og Sjællænderne? Denne gang blev det et ekstranummer i form af Liszts parafrase over Schumanns 'Widmung', der gav de virtuose tilbøjeligheder vinger. Debutkoncerterne falder som blade fra træerne om efteråret. Sidste uge debuterede Clara Bæk, der som primarius i Cailin-kvartetten ikke er frøken hvem som helst. Så meget desto ærgerligere at måtte sige, at hendes fortolkning af Beethovens violinsonate nr. 10 i G-dur ikke kom ud over det pligtskyldige. Ofte skete der ting med klangen, som gav mistanke om tekniske begrænsninger. Men, men - der kunne også flyve gnister fra Bæks bue. Som i Prokofjevs sonate for to violiner, hvor søsteren Sophia var den indforståede medspiller. Her var intonation og fælles intentioner i top. Her nærmede vi os det, Clara Bæk kan i kvartetsammenhæng. Finishen i Bachs 'Chaconne' var ikke til ug. Men den mørke sødme i Brahms' G-dur-sonate og Søren Pedersens sans for Brahms' gennemtænkte klavertekstur gav en fin afslutning på en lidt ujævn debut fra en violinist, som vi har ret til at vente os meget af.