Jamen, det begyndte egentlig allerede under den første sang. I samme øjeblik mørket spredte sig over salen, og musikerne begyndte at spille 'Skibet hedder afsked'. Og Lars H.U.G. ikke var den eneste, der sang med. Fra de første rækker til de bageste ved bredbaren i Store Vega var der publikum, som ikke kunne lade være med at smile og nynne, når Lars H.U.G.s elegante, præcise og afspændte stemme med et skær af guld sang 'Skibet hedder afsked' fra den 16 år gamle plade 'Kysser himlen farvel'. Og fornemmelsen af at være næsten lige så meget deltager som tilskuer blev ved med at være der i de følgende par timer, hvor Lars H.U.G. overhovedet ikke levede op til ungdommens ry for at være noget af en provo-punker med stor lyst til at udfordre og sommetider ligefrem fornærme sit publikum. Den 50-årige og efterhånden velpolstrede kunstmaler og popsanger Lars H.U.G., som fra næste år er modtager af kunstnerisk statsydelse på livstid, gjorde da indimellem under koncerten nogle halvhjertede forsøg på at være næsvis. Noget med at nogen i publikum råbte på en 'Ralf', og »det har vi altså ikke nogen i bandet, der hedder, men vi har en rock'n'roll Rolf«, korreksede Lars H.U.G. Smilende. Med en henvisning til den smidige guitarist og korsanger Rolf Hansen, som aftenen igennem var den mest markante musiker i H.U.G.s ganske unge band. Men stemningen blev aldrig rigtig krydret med punk og provokation. Den var hjertelig og rar. Den var præcis sådan, at det var godt, man var gået ud i byen en kold og klam novemberaften. For så fik man da varmen. Uden at blive omklamret af den. For selv om Lars H.U.G. croonede sange, der var fyldt med ord om at være høj på kærlighed, mærke rigtig magi og love at elske for evigt, var det ikke kærlighedssange, der docerede følelser. Man kunne være i dem. Man kunne skimte, at horisonten altid er større, end man kan se. Hele vejen rundt. Man kunne fornemme, at lykken er lunefuld, for der er altid en elsket, der går, og sommetider gør man det selv. Følelserne i Lars H.U.G.s stemme og musik er på samme tid evigt gyldige, forgængelige og rummelige. Og det universelle ved dem understregedes, når en af fyrene i bandet trak sprøde melodier ud af sin smukt jamrende harmonika. Lars H.U.G. turnerer hverken med et band eller med arrangementer, der gør noget ud af udforskende fornyelse af repertoiret. Alting faldt stort set, som det gør på pladerne, og det gjaldt også koncertens sidste del, hvor vi genhørte dansksprogede sange som 'Så længe jeg lever', 'Natsværmer', 'Hvorfor er lykken så lunefuld' og 'Elsker dig for evigt'. Men fraværet af overraskende musikalske solistdetajler var ikke noget tab. Dertil var stemningen for god. Og stemmen. Især nogle af sangene fra H.U.G.s nyeste album, 'Save Me From This Rock'n'roll', fik større betydning i levende live. Som den skumrende eftertænksomme 'City Drive'. Eller billedet på forelskelsens rutsjebane i 'Crash', og spørgsmålet om Guds eksistens i 'Pray'. Det er alle sange, som er større, end de umiddelbart ser ud. De ligner næsten til forveksling banale popsange. Men banale er de ikke. »What do we want from life? Give a god a good surprise«, spurgte H.U.G. i 'Pray'. Mens hans buttede, håndmalede buddhaskikkelse med djævleaura tronede og rakte lang tunge på bagtæppet bag musikerne som en kommentar til alle de idiotiske og uomgængelige ting, vi mennesker tænker og gør. Men nogle gange er man bare heldig. Den aften i Store Vega havde lidt af det, man gerne vil have ud af sit liv.