Mahler røbede ikke noget program for sin 7. symfoni, og ingen tekster hjælper lytteren ind i det komplicerede værk, der, som alle Mahlers symfonier, vrimler med ejendommeligheder, der netop antyder et program. Det har nok medvirket til at gøre den mindre populær (Kapellet spillede den angiveligt for første gang), skønt komponisten opfattede den som »overvejende fornøjelig og spøgefuld«, som der står i programheftet. Fornøjelig? Jo, tak for kaffe: En sørgemarch åbner en sats, hvor marcherende hære krydser hinandens veje. Et par steder er de faret vild og kalder ude fra ensomheden. Så følger tre 'lette' intermezzi: en natlig spøgelsesmarch, en danse macabre og en stærkt uligevægtig serenade. Først finalen er utvetydigt munter, en kaotisk speedet fest af den slags, nogle af os godt kan opleve som et mareridt. Alligevel har Mahler ret, og ikke kun på baggrund af den umiddelbart forudgående symfonis usædvanlige dysterhed: Her er ingen katastrofer, ingen ulidelig længsel og smerte, kun kraftfuld dramatik, bittersød nostalgi og pittoresk uhygge. Mahler slapper af, som han nu kan det, men opfordrer mildt sagt ikke de spillende til at gøre det samme. Og Ion Marin var på tæerne - vågen og energisk med præcist fokus på musikkens karakter og udsagn. Især var første sats en udelt fornøjelse med suverænt sikker og udtryksmæssigt overbevisende tempostyring og en storslået dramatisk helhedsopfattelse. Mellemsatserne, der i høj grad handler om specifik atmosfære, nød godt af Marins fine sans for Mahlers særegne, ekstremt differentierede diktion og blev stærke, suggestive billeder; og finalens vanskeligheder blev fremragende løst. Når man alligevel ikke følte sig helt tilfredsstillet, skyldtes det atmosfæretegningens omkostninger. Marin synes at være den type dirigent, der vokser med de tekniske udfordringer, og hvor musikken bare skulle hvile konfliktløst i sine billeder, skete det ikke sjældent, at stemmer og grupper gled fra hinanden - ikke meget, men en tilbagevendende irritation. Også Beethovens 1. symfoni før pausen balancerede på denne kant trods en dejligt stram og spændstig fortolkning, og modsat Mahler, hvor engagementet aldrig kunne drages i tvivl, var det, som om selve udførelsens elegance var ved at reducere værket til et svendestykke.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Verden gør klogt i at forberede sig på hævn
-
Ekspert: Bemærkelsesværdigt, at der kun går få timer, inden en af Trumps egne lægger afstand
-
Vennen tastede falske navne ind i telefonen. Så Rasmus ikke skulle opdage løgnen
-
Mississippi er helt uforberedt på super tæt afstemning - har ingen lov om genoptælling
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Regeringen har fået nok: »Alt for mange elkunder har alt for længe levet i det vilde vesten«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.