Da den barbrystede 50 Cent i Valby-Hallen bad salen vise behørig respekt for de afdøde rapikoner Notorious B.I.G. og Tupac Shakur, stod det klart, at han opfatter sig selv som tilhørende samme klasse af hip hop-legender. Men efter hans koncert virker det mere relevant at putte ham i kategori med folk som Cher, Finn Nørbygaard og Robbie Williams. For hvis hans optræden var andet og mere end promotion, proppet med storskærmsreklamer for hans plade, hans backinggruppe G-Units plade og sågar hans eget tøjmærke, så var den i hvert fald ikke en hip hop-koncert. Den var snarere én stor gang entertainment. Underholdning. På godt og ondt. 50 Cent alias Curtis Jackson har en fortid som crackdealer og nidobbelt (!) skudoffer. Efter et fængselsophold lagde han uvanerne bag sig og forsøgte sig som rapper, og det lykkedes ham faktisk at bide sig godt fast i New Yorks rapundergrund med sine rimede gadeberetninger, før han blev udsat for sit berømte attentat. Om rapevner eller marketingegnede skudsår var grunden til, at han kort efter skrev pladekontrakt med et selskab ejet af Eminem, en mand, der kan lugte skandale på 8 mils afstand, ja, deeet ... skal ikke besvares her. Men det er i hvert fald grunden til at han nu kan sjoske på scenen i København. Og hvilken scene: Et gigantisk replika af New Yorks Skyline, komplet med Chrysler-bygningen og Frihedsgudinden - og med dj'en stående halvvejs oppe i noget, der ligner Empire State Building. Forestillingen indledtes med en Sinatra-lookalike, der tonede frem på storskærmen for at mime til Frankies 'New York, New York', ledsaget af klassiske New York-turistbilleder - blot for at blive pløkket ned og bukke under i en pøl af sit eget blod. Så skiftede scenen: Ludere, rotter, mørke, skydevåben overtog skærmen. Det her er min skånselsløse, farlige, urbane hjemmebane, get it? Herfra sprang den muskelsvulmende 50 Cent og hans to backingrappere rundt den næste times tid, med alt hvad der hører sig til i showbiz: fyrværkeri i røde, gule og hvide farver. Videoer en masse, herunder en skamløst selvmytologiserende dramatisering af mordforsøget. Tøjskift var der også flere af - hvilket jo heldigvis betød, at 50 så kunne blotte sin overkrop hele tre gange. Og ud over hits som 'Wanksta' og 'Many Men' samt albumtracks som 'P.I.M.P.' og 'Heat' holdt han sig ikke for god til at forsøge sig med versioner af kendte træffere som Missy Elliotts 'Work It' (hvis remix han retfærdigvis optræder på) og Busta Rhymes' 'I Know What You Want'. Pænt underholdende. Men også aldeles ligegyldigt. Valby-Hallens kendte hangarakustik gjorde ikke noget godt for 50 Cents virkelig sjuskede vokalpræstation. For let's face it: Han er en fin performer, og der er sket mere end spændende ting i hans liv. Men han er altså en forglemmelig rapper, som aldrig nogensinde ville have undsluppet undergrundsmiljøet, hvis ikke Eminem og platinproduceren Dr. Dre havde kastet deres kærlighed og deres budget på ham. Det stod allerklarest, da 50 Cent afsluttede med en nærmest pinligt ufokuseret udgave af hans guldkalv, den Dr. Dre-producerede 'In Da Club'. Da kunne det have været en hvilken som helst rapper, der stod på scenen. Det ville ikke have gjort nogen forskel, undtagen måske til det bedre. Efter en time sluttede koncerten, som den begyndte: med en række samplede pistolskud. Dem havde vi været vidne til utallige gange undervejs, også - usmageligt nok - under hyldesten til skuddræbte Tupac. 50 Cent bliver aldrig et ikon ligesom ham. Ikke engang selv om de skulle få ram på ham næste gang.