Åh ja! Lige sådan en aften! Havde det ikke været for et par fnisende gymnasieklasser, der tvang anmelderen til at skifte plads, havde alt været idel lykke. Sagen er, at Kurtágs musik ikke tåler den mindste støj. Hver eneste tone, hver eneste lyd i musikken er i forvejen mættet med betydning. Det er det, der er denne musiks særlige magi. Dens poesi! Men heldigvis spillede musikerne '... quasi una fantasia ...' to gange ved koncerten. Til start og igen til slut. Så anmelderen fik lov at nyde den sidste gennemspilning i ro for fnisende gymnasiaster. Som sig hør og bør i dette værk var musikerne fordelt ud over hele koncertsalen. Op og ned ad balkonerne, rundt på publikumspladserne og om bagest på scenen. Effekten er, at ikke alene klaverets indledende skalabevægelse giver ekko hos de øvrige musikere. Lytteren selv får lov at være inde i denne fantastiske musik, der, som så mange af Kurtágs værker, slutter med en lang, melankolsk udklang. Underbart! Bratschsoloen 'Jelek' tog Ida Speyer Grøn sig koncentreret og udtryksstærkt af, mens sopranen lavede sjov i de fire tidlige capricioer, som med deres ekspressionistiske gestik er et knap så fængslende værk. Her hænger Kurtág endnu fast i 60'ernes modernismeidealer. Et soloværk for ungarsk hakkebræt var heller ikke koncertens største oplevelse. Det var, sammen med '... quasi una fantasia ...', klarinettrioen 'Hommage à R. Sch.', hvormed tænkes på Robert Schumann. Enkle figurer vinder poetisk rum ved diskrete ekkoeffekter i sammenspillet mellem klarinet, bratsch og klaver. Smukkere musik kan jeg slet ikke komme i tanker om. Og musikerne fra Athelas spillede den glimrende.