0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Eftertænksom englænder

Vi fik overvejende statelige pavaner og gaillarder. En stor del af repertoiret stammede fra den berømte 'Fitzwilliam Virginal Book'.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det var en kendt skikkelse fra den engelske tidlig musik-scene, der torsdag gæstede København. Timothy Roberts har i mange år været fast tangentspiller i Paul McCreeshs Gabrieli Consort and Players og er kendt som leder af His Majesty's Sackbutts and Cornetts. Han kom på besøg med et program af engelsk virginalmusik til markering af 400-året for den engelske dronning Elizabeth I's død.

Vi fik overvejende statelige pavaner og gaillarder. En stor del af repertoiret stammede fra den berømte 'Fitzwilliam Virginal Book', hvilket nu ikke var nævnt i det trykte program. Når en fantasi af John Bull eller 'A Voluntary for My Lady Nevell' af William Byrd krævede nobel bredde, skiftede Timothy Roberts til et lille orgelpositiv. Men hovedsagelig trakterede han et lille cembalo med ét manual (altså ikke et rigtigt virginal med tværgående strenge, men pyt nu med det). Hans spil havde eftertænksomhed som et særligt karaktertræk. Den dvælende tilgang uddybede musikkens farverige harmoniskift og dens karakteristiske improvisatoriske elementer i form af for eksempel fabulerende højrehåndsløb hos John Bull.

Bulls musik gjorde i det hele taget et stærkt indtryk, sådan som Roberts levede sig ind i hans kromatiske 'Pavane og Gaillard'. Skulle man have ønsket sig mere, var det, at solisten havde fortalt om musikkens kontekst, form og indhold. Det er spændende, fri og nærmest 'jazzet' musik fra en interessant periode i engelsk musikhistorie, nemlig årene omkring og efter 1600. Som det var, nøjedes Timothy Roberts med mekanisk at nævne komponist og titel før hvert værk. Og det blev publikum jo ikke klogere af. Den intime koncertsituation kunne have båret en mere indviende tilgang til stoffet.



thomas.michelsen@pol.dk

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere