De spiller med elektrisk forstærkning i omhyggeligt varieret, farvet belysning og iført uformelt, men iøjnefaldende tøj. Og det tager sig godt ud. Men det er ingen rockkoncert, selv om noget af musikken smager lidt derhenad. Det er noget så traditionstynget som en koncert med en klassisk strygekvartet. Gennem hele sin 30-årige karriere har amerikanske - og man bør nok præcisere: californiske - Kronos-Kvartetten udfordret konventionerne, både ved at overtage populærmusikkens scenekultur og med et repertoire, der ikke blot var konsekvent nyt, men også afsøgte stilområder og traditioner, der normalt ikke forbindes med 'klassisk musik'. Det har været en til tider ganske spektakulær succes; og selv om effektiv moderne markedsføring har spillet en ikke uvæsentlig rolle, hører kvartetten faktisk til verdens dygtigste og mest engagerende. Engagementet må imidlertid følge repertoiret, og hvis man undrede sig over, at det normalt så populære band kun trak et sparsomt publikum til Tivoli, så var det i pausen svært at beklage de fraværende. Mexicansk musik var temaet for første afdeling, som det er det for kvartettens seneste cd, og det ville sige arrangementer af forskellige former for folklore og populærmusik. Her var danserytmer, enkle, lyriske melodier, svulmende føleri, teatralsk ironi og eksperimenterende rock, ofte som collage. Tilføjede instrumenter eller stemmer på lydbånd reducerede mere eller mindre kvartetten til baggrund i adskillige af de mange korte stykker, og så er man ved at være dér, hvor man lige så godt kunne lægge en cd i maskinen. Med den ikke ubetydelige Silvestre Revueltas' jungleagtigt besværgende 'Sensemayá' som det markanteste indslag var afdelingen gennemgående for flimrende og uambitiøs til at holde opmærksomheden fangen. Udførelsen var dog ikke uden skyld. Den artistisk tilspidsede virtuositet og energi kunne ikke skjule savnet af spillemandsmusikkens autentiske staldvarme, af ukunstlet kropslighed og oprigtig sentimentalitet. Anden afdeling kunne ikke have været en større kontrast: ét eneste, stramt symmetrisk anlagt værk, komponeret for mediet uden tillæg af nogen art, ægte kammermusikalsk i sin struktur og med den tættest mulige forbindelse mellem instrumentation og udtryk. Strygekvartet nr. 4 af Peteris Vasks var både velgørende og bevægende, for Kronos' klanglige raffinement havde tæt affinitet til den lettiske komponists nordisk svale lidenskab. Med visionær fantasi og stor følsomhed varierer og udvikler han det enklest mulige stof, ofte bare en skalabevægelse, og placerer sig i udtryk og atmosfære midt mellem Sibelius og Pärt. Interessant nok var det dette lidet sensationelle, men personlige værk, der halede succesen hjem og fik publikum til at kræve hele tre ekstranumre: islandsk eksperimentalrock, indisk filmmusik og derimellem - som det virkelige scoop - en forrygende reminiscens af Jimi Hendrix' berømte, vildt forvrængede Woodstock-version af 'The Starspangled Banner'.