Et kvarters tid efter at Rolling Stones halsede igennem '(I Can't Get No) Saticfaction' som en flok rastløse gamlinge på resultatløs jagt efter den evige ungdom, forsvandt scenen stump for stump. Med militærisk præcision fjernede det effektive arbejdshold med farvestrålende hjelme som små balloner nede i dybet rammen for en fantastisk aften i Parken. Mens de 46.000 mennesker i alle aldre langsomt og lykkeligt sivede ud efter en mættet oplevelse, var det svært ikke at lade sig fange ind af dekonstruktionen. En påmindelse om, at det store rocksus, Rolling Stones, har holdt flyvende i 41 år nu, er den ubarmhjertige blanding af drømme og illusioner, som alt andet i den underholdningsmaskine, man kan stille op og pakke ned. Igen og igen. I et langt arbejdsliv har Rolling Stones spænet rundt i denne bizarre trædemølle af opstemte lyster og drifter og den lige så uundgåelige nedpakning og desillusion. En mærkværdig skæbne, der ville trætte mange andre og naturligt nok lokker spørgsmål frem. Der er næppe behov for flere penge, og alle rekorder er for længst slået. Alle de konkurrenter, som er dukket op, hver gang rocken har været på mode, er forsvundet igen, hver gang trenden er skiftet. Alle tilbøjeligheder til at gøre oprør er for længst indhentet af kravene til at holde maskineriet kørende, musklerne i form og de ansatte tilfredse. Hvad er det så den gamle, halsstarrige rockkøter skal bevise ved at bide sig selv i rumpen, nosserne og - nå, ja - pikken aften efter aften? Tja, det er da sikkert vældigt muntert at tilbringe en weekend i København med eksempelvis flere besøg på restaurant Konrad, en drink eller to, konversation med lyshårede piger, der næsten kunne være ens egne børnebørn. Samt, selvfølgelig, den obligatoriske tiljubling af en selv, sangene og deres for længst glemte symbolværdi på et udsolgt stadion. Men kunne mænd i bedstefaralderen ikke bare hygge sig hjemme på landsstedet, støve malerisamlingen af eller træne brevduen? Svaret formede sig tydeligere og tydeligere under den to timer lange og funklende antændte koncert søndag aften. For her væltede alle de varer, hvis salgsdato egentlig er overskredet for flere dekader siden, ned af hylderne. En uangribelig klassikerparade, spillet med hjerteblod, knofedt og et rytmisk swing, der ikke behøvede at skamme sig over at gå i fodsporene på de mange jazzmusikere, som netop har befolket København. Nuvel, en eller anden kunne måske godt have ønsket sig, at Rolling Stones havde haft lidt mere tro på den nyere del af materialet, der faktisk står distancen, hvad 'Don't Stop' da også viste. Ærgerligt, at Keith Richards for eksempel ikke synger den magiske ballade 'Losing My Touch' fra opsamlingsalbummet '40 Licks' i stedet for endnu engang at jappe igennem 'Slipping Away'. Men den slags krav om det mere eksotiske forstummede i den enorme begejstring, der bar Rolling Stones igennem denne aften. Vi ville simpelthen have The Stones, med hud, rynker, mos og (farvet) hår, hvilket i sig selv jo også er et vigtig svar på alle spørgsmålene. Ikke engang, da FCK vandt guld for få uger siden på et lige så udsolgt nationalstadion, var entusiasmen så rødglødende som denne smukke sommeraften, hvor alt da også gik op i en enhed, der var lige så høj som himlen. Selv Charlie Watts, der vanen tro så ud, som om han følte sig pinligt berørt og var gået forkert, leverede en formidabel indsats i eksempelvis et så fortærsket shownummer som 'Midnight Rambler'. Som de manglende effekter - oppustelige dukker og andet gejl - antydede, handlede det her om musikken. Rolling Stones classic med en udstikker til den lille scene midt på plænen med 'Respectable', bluesklassikeren 'I Just Want To Make Love To You' og 'Street Fighting Man'. Balladerne 'Wild Horses' og 'You Can't Always Get What You Want' som gennemblødte forbindinger om en ellers stenhård rock i en blød, smuk belysning, som faktisk ind i mellem formede Parken om til en lille, lummer bule. Oven i købet med noget så sjældent mellem disse betonvægge som glimrende klar lyd. Perfekt til 'Honky Tonk Women', 'Jumping Jack Flash' og alle de andre dansegale gamlinge, der havde nok at gøre med at leve op til den flot syngende og gysende sensuelle 'korpige' Lisa Fischer og ikke mindst kapelmester Keith Richards. Som en parringslysten krabbe vraltede og væltede han rundt på toppen af koncertens store bølgedrøn med umanerligt velanbragte guitarsalver. Uforlignelig og så lallende lykkelig over sin musik og sit band, at kun infantile provokatører med samme livsindsigt som en bristefærdig bums kan påstå, at Rolling Stones burde tage nærmeste rollator og trisse tilbage til plejehjemmet. For er budskabet i dette orkester af overlevere i virkeligheden ikke, at vi alle har ret og mulighed for at gøre lige, nøjagtig, hvad vi vil med livet? Hele livet? At alder ikke er nogen hindring, hvis man har et mål og forfølger det på trods af alle de begrænsninger, tidsånden og alle dens tumpede doktriner, er leveringsdygtige i? Er det ikke just det opgør med konventionerne, der gør disse drønende dinosaurer til rebeller på evigt frihjul? Den svansende, dansende, løbende og konstant gestikulerende tændstikmand, Mick Jagger (60 år om 11 dage), med mikrofonen kækt nedstukket i bæltet, er en gennemhulning af vor tids ondeste vildfarelse, den, om at man kun er noget værd, ja, faktisk kun er i live, så længe man er ung. Vel er man ej, lyder det svajende svar fra Jagger, der i parentes bemærket, stadig besidder rockens mest karismatiske og utroligt velbevarede stemme. Man er noget, så længe man selv vil. Efter besøgene fra sir Paul (McCartney) og Bossen (Bruce Springsteen) i Parken tidligere på sommeren, var det befriende at komme helt ned i pløret med de gamle gadedrenge, der hverken ejer titler eller ordner. For Rolling Stones er stadig en blanding af arbejdsmænd og aristokrater, der tilsyneladende hverken gider at bekymre sig over det eller andre paradokser fra den lange historie og tunge myte. Nu nøjes bandet bare med at spille, hvad det er svært at være utilfreds med. Tværtimod er det en opfordring til alle os andre om at droppe alle bekymringerne om at følge med og passe ind i tiden. Tør man det, er frihjulet et glimrende transportmiddel. Rolling Stones er som bekendt verdens ældste rockband og alt det der, men de er jo også tæt på at være det eneste. Med den ægthed og sjæl, der nok trives hos himmelstormere som de fine svenske The Hives, der denne aften leverede god opvarmning. Uden dog at have dette specielle, udefinerbare spirituelle sexswing, der er det vibrerende trusseindlæg hos en ægte Rullesten. Jovist, var vi vidner til nostalgi. Eller historiefortælling, om man vil. Men leveret med en så livsduelig urkraft, at den berømte tunge ikke hang os ud af halsen. Tværtimod rakte den langt ned i halsen. Helt ned at røre hjertet og den, De ved. Ligesom sex. En anden, nært beslægtet gentagelse, man ikke sådan lige bliver træt af.