DR TV var på pletten og optog til udsendelse i efteråret: Hofmusik fra Christian Firtals tid i Englesalen på kongens eget pragtslot i Hillerød. Der er overleveret megen fin musik fra denne tid, og den opføres ikke helt sjældent, men immervæk er der en distance på 400 år at overvinde. Meget er til dans og har aldrig været tiltænkt et stillesiddende endsige ædru publikum. Nationen var svært alkoholiseret dengang, og hoffet var ingen undtagelse. En farverig teatralsk koncert forsøgte at antyde alt dette, derfor tv. Det italienske danserpar Il Ballarino gjorde stilige pavaner og fyrige galliarder til baggrund for tiltagende courtoisie. J.C. Zethner - i fip og kravestøvler - sang grovkornede viser af Søren Terkelsen, bragte en lommelærke i spil og blev inddraget i et mimisk trekantdrama med danserne. Det var underholdende nok, men som vaskeægte om end høviske spillemænd var det instrumentalisterne, der gav foretagendet saft og kraft. Dansene fik et helhjertet og naturligt swing, man sjældent oplever, og der var overskud og mod til at lege med stoffet som i de frie variationer over Terkelsens melodier. Det debuterende Authentia er dannet af det dansk-italienske ægtepar Lene Langballe (zink og blokfløjte) og Roberto Falcone (violin), som efter nogle år i Italien har slået sig ned i Vojens. Den schweiziske gambist Christoph Urbanetz, den britiske basunist Ian Price og den danske cembalist Leif Meyer fuldender gruppen. Med uforsagt vovemod kastede ensemblet sig mod grænserne af sin formåen i en sonate af Castello (hvor betegnelsen 'in stile moderno' i denne sammenhæng virkede slående præcis), men helt jævnt er det ikke. Den smidige og glansfulde zink er både frodig og virtuos, mens basunen i den modsatte ende har kendelige vanskeligheder. Søndagens kirkekoncert med Compenius-orglets Sven-Ingvart Mikkelsen i cembalistens sted var et antiklimaks. Med instrumental- og korsatser af Gabrieli, Prætorius og Pedersøn samt mindre orgelstykker var programmet både lødigt og afvekslende, og slotskirken var velegnet til et par værker for flere klanggrupper, men det tunge og matte kor, der førte det store ord, var musikerne en klods om benet.