Det er indlysende god programlægning at sætte Schönbergs monodrama 'Erwartung' sammen med Bartóks topersoners operadrama 'Hertug Blåskægs borg'. De to udtryksmættede værker - for begges vedkommende komponistens første opera, for Bartóks vedkommende også hans eneste - passer sammen på alle ledder og kanter. Østrigeren Schönbergs horror-ekspressionistiske drømmeunivers og ungareren Bartóks sjælevridende tour de force har kærlighedens forlis på modernitetens skær som fælles tema. Hos begge spændes man på torturbænken og nyder med uhyggelig fascination den smerte, det giver. Hos Schönberg er en bange unavngiven kvinde alene i en skov om natten. Hun falder over sin elskedes lig. Måske har hun selv slået ham ihjel? Måske er det bare et mareridt? Hos Bartók insisterer den forelskede Judit på at lære alle sin hertugs hemmeligheder at kende. Alle syv døre i hans borg vil hun åbne! Derved dræber hun med ubønhørlig konsekvens, i et rædselsfuldt eventyr, kærligheden. Virkeligheden og tidens gang som simpel dramatisk forudsætning er fortrængt til fordel for symboler og sjæle, der vendes på vrangen. Freud er stærkt ind over i begge værker, komponeret som de er i henholdsvis 1909 og 1911, i slipstrømmen af det moderne gennembrud omkring århundredeskiftet. Psykoanalyse, horror og en begavet brug af det store orkester i den symbolsk indkogte operas tjeneste binder de to værker sammen og gør dem velegnede til koncertant opførelse. Her behøves ingen udvendige kulisser og kostumer. Hvad der skiller værkerne ad, er deres musikalske rødder. Schönbergs hjertegennemborende ekspressionisme vokser frem af samme muld som Richard Strauss' krasseste operaer, 'Salomé' og 'Elektra'. Længere ad den vej kom Strauss aldrig. Og lige præcis i dét fag er Inga Nielsen suveræn. Stemmens babyblege snert af sjælesyg talesang alternerende med slanke, udtryksmættede legatolinjer, der slynges ud med strømførende energi, fik Schönbergs kvinde til at forløses i rædsel, mens orkestret under Albrechts ledelse lod musikken gribe efter solisten som fangarme, der forsøgte at trække hende ned i dybet. Bartók låner fra Debussy snarere end fra Strauss, når han arbejder med de orkesterfarver og flader, der gør musikken i 'Blåskæg' genialt virkningsfuld. Med Iris Vermillions altfarvede mezzo og Robert Hales myndige, åbent modulerede basbaryton fik publikum også her stemmer, der forløste, både i hendes senromantiske kromatik og hans enklere, folketonetunge karakter. Og sikke da det hele - musik og solister - inspirerede Gerd Albrecht! Nogle gange har man på fornemmelsen, at hans tanker vandrer meget langt fra partituret, mens han dirigerer. Men ikke denne torsdag aften, hvor chefdirigenten var fyr og flamme. Tindrende guld, en mat sø af tårer og et vældigt orkesterdrøn med orgel, hvor døren går op til Blåskægs udstrakte rige, fik mig frem i sædet. God musik og god programlægning er et godt udgangspunkt. Når dertil kommer velvalgte solister og en dirigent, der er helt oppe på mærkerne, så er oplevelsen værd at tage med hjem. Tror pokker, at en enkelt trompetist satte an til touche bagefter. Men mere end en komisk abort blev det ikke til. Hans kolleger kunne godt have bakket ham op.