0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drama og idyl

Generøs Wagner-aften med Danmarks populæreste sangerægtepar - og en mindre erfaren dirigent.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning



»En rigtig hyggeaften«, sagde kontrolløren, og det havde han jo ret i: Når to af landets bedste operasangere stiller sig op med noget af det, de gør allerbedst, og som oven i købet er ukontroversiel populær højromantik, er tryghed og velvære sikret. Nok har 'Tannhäuser' og 'Lohengrin' masser af seriøst konfliktstof, og man kan på ingen måde beskylde sangerparret Kiberg/Andersen for at tage for let på den ting, men med koncertsituationens fokus på det rent musikalske i løsrevne episoder bliver også Wagner til kulinarisk opera.

Og skam få den, der tænker ilde derom: Vi vidste, hvad vi gik ind til og fik af parret i rigt mål, hvad vi forventede. Den sorte hest i løbet var orkester og dirigent, der ikke har den store Wagner-erfaring, og det tog tid at finde inspirationen og et fast, målrettet greb.

Inden sangerne kom til, skulle vi igennem energisk udadvendte stykker, som ouverturen til 'Den flyvende hollænder' og forspillet til 3. akt af 'Lohengrin'. Det gik ikke godt. På det ydre plan er det musik, der udpræget kræver flothed: klanglig glans og stram flugt. Så nytter det ikke med støvede strygere, knirkende uegale træblæsere, vaklende balancer og tvivlrådigt samspil. Navnlig i den dramatisk modsætningsfyldte ouverture havde Bellincampi desuden betydelige vanskeligheder med at forene det detaljerede eftertryk i, udtrykket som er karakteristisk for hans fortolkningsstil, med et organisk strømmende forløb. Det blev kantet og flosset, uroligt pendulerende mellem det hektiske og det slæbende.

Fra Brudekammerscenen var det imidlertid, som om sangernes sikkerhed inspirerede Bellincampi. Orkesterspillet fik ikke blot den ro, partituret nu kræver på det sted, men også mere smidighed og stil, og det var med ynde, han efter pausen gik om bord i den elskeligt søndag morgen-agtige 'Siegfried-Idyll', aftenens eneste sene Wagner-stykke.

Prøvestenen, set i forhold til de indledende problemer, kom straks efter med det stormende forspil til 2. akt af 'Tannhäuser', og minsandten om ikke de værste skavanker var overstået! Orkestret var hørbart det samme, men stykket blev afleveret med selvsikkert schwung.

Schwung var der til overmål over sangerne. Rent guf fra først til sidst.

Fra Stig Fogh Andersen åbnede munden første gang, var man som med ét slag rykket ind i en verden, hvor tingene betød noget, og hvor skønhed og udtryk forbandt sig tæt med hinanden. De to sangere har partierne som Lohengrin og Elsa, henholdsvis Tannhäuser og Elisabeth, tæt inde under huden, og den sceniske fortolkning lever dynamisk gennem den vokale, selv om de ikke agerede på tribunen.

Bortset fra den helhjertet medlevende energi og deres åbenlyse indbyrdes tryghed og veltilpashed er de i øvrigt temmelig forskellige. Andersen, der synes at blive sikrere og synge smukkere for hver gang, man hører ham, er den stilistisk sublime Wagner-tenor, der oversætter tekstens form og indhold direkte i musikalske fraser. Deklamationen er fraseringen, formet gennem musikalsk overblik og dramatisk intelligens, og den farverige klang får til stadighed sin valør af budskabet. Lohengrins udvikling fra nobel ømhed over stigende uro til Gralsfortællingens myndigt resignerede afsked var betagende og afbalancerede perfekt det menneskelige og det overmenneskelige hos Svaneridderen.

Tina Kiberg er en knap så specifik lyrisk-dramatisk sopran og ikke så ukompliceret direkte i sit udtryk. Surfende på en kraftfuld musikalsk bærebølge virker hun friere og bedre tilpas end i nøgen, skrøbelig deklamation. Dækket klang, bunden varme og tilbageholdt lidenskab slipper kun under blufærdig modstand rollen ud i det fri. Des mere foruroligende kan den manifestere sig. Elsas forgæves kamp med sin indre tvivl og mistro var et langsomt opflammende bål, mens Elisabeths uskrømtede glæde også blev til stormende kropslig sangglæde som optakt til den afsluttende duets favnende generøsitet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere