Ingen kan tage fra guitaristen Pat Metheny, at han er en betydelig, stildannende, særdeles vidtfavnende og generøs musiker, der i tidens løb har skænket det københavnske publikum adskillige store oplevelser. Men spørgsmålet er, om ikke en del af det publikum, der tirsdag aften overværede hans og bassisten Charlie Hadens koncert i Falconer Salen, gik noget skuffet hjem. Det var ikke bare det, at den var overstået på mindre end halvanden time. I modsætning til de gange, hvor Metheny kunne blive ved i tre timer, undertiden tilmed uden at holde pause. For heller ikke musikken levede op til de forventninger, som mange måtte have næret. Kønt lød det bestemt ikke - og musikalsk givende var det heller ikke, da Metheny, alene på scenen, indledte koncerten med en række numre, hvis mest fremherskende træk var uendelige rækker arpeggioner og modulationer, udsat for et overdimensioneret, metallisk klingende lydbillede. Bedre blev det, da også Haden indfandt sig, og Metheny gik over til et knapt så påtrængende single string-spil. Men til nogen virkelig forløsning kom det kun i ganske få tilfælde. Dertil var partnerskabet mellem de to musikere for uegalt. Måske virkede deres indbyrdes forhold anderledes på selve scenen, men hørt nede i salen fremstod Hadens basspil både lydmæssigt for svagt og for passivt i sit rytmiske udtryk over for Methenys i alle henseender kraftigt dominerende guitar. Mest påfaldende i nogle langsomme numre, der slæbte sig af sted, fordi man i Hadens klangfattige tone savnede den præcise ansats, der kunne have tilført musikken det nødvendige drive. Jeg ved godt, at Haden er en højt respekteret musiker. Blandt andet, fordi han forstår at sprede ro omkring sig og at gøre enkelhed til en dyd. Men det kan altså også blive for meget af det gode. Pudsigt nok var det et ukonventionelt stykke, nærmest et lydlandskab, hvor Haden spillede med bue, af og til også under instrumentets stol, der udmærkede sig blandt dem, som fangede størst interesse. Allerbedst var imidlertid det latin-influerede nummer, der siden skulle vise sig at være den ordinære koncerts næstsidste indslag, inden en 'Blues for Pat' og det obligatoriske ekstranummer satte det endelige punktum. Hvis alt det foregående var en opvarmning, så var det nok lovlig sent, at Methenys spil udfoldede sig for alvor. Men i det mindste fik vi hørt det.