Og som - hvad slagkraft betraf - ikke ligefrem gjorde det let for Bro og Cheek at trænge igennem lydmuren. Der var imidlertid noget til stede i musikken, som fascinerede på en anden måde, end rocken ville gøre det. Et melodisk sprog, der så at sige talte helt på egne vegne. Kantet og insisterende, men også med strejf af en skrøbelighed, der skabte en ejendommelig foruroligelse i sindet. Jeg har tidligere hørt Bro med en trio, altså kun bas og trommer, og ved den lejlighed forekom hans musik mig temmelig ensporet, om end langtfra upersonlig. Men nu havde han Cheek ved sin side, og det er ikke for meget sagt, at Cheek tilføjede musikken en ny dimension med sit smidige spil, hvis luftige karakter dannede den finest tænkelige kontrast til den anderledes stødvise frasering, der var kendetegnende for Bros. En slående, men bestemt ikke uvelkommen kontrast var der ligeledes mellem de rytmisk håndfaste numre i de raskt bevægelige tempi og balladerne. Her var der en sær, rugende poesi, man også synes at kende fra Paul Motians musik, og som måske er blevet styrket yderligere i den tid, Bro har spillet under Motians vingefang. Men ny er den ikke, for det bemærkelsesværdige ved aftenens musik var netop, hvor selvstændig den fremstod i sin frugtbare tvetydighed, mellem grovhed og finhed. Forløst på smukkeste vis, navnlig i andet sæts Daydreamer og et end så længe titelløst nummer, hvor Cheeks fremragende spil endnu en gang bidrog til at kaste et så lysende skær over musikken.