En insisteren på autenticitet som udgangspunktet for ens personlige 'Politik', der har vakt genklang. Som var indgangsbøn ved aftenens koncert ganske som 'Politik' er det på 'A Rush Of Blood To The Head'. Den engelske kvartet med den intenst følsomme Chris Martin i spidsen har ramt en nerve. »Open up your eyes« messede Martin og overalt i Valby-Hallen åbnedes både øjnene og mundene. 'Parachutes' og 'A Rush Of Blood To The Head' har gjort Coldplay til en ung generations rockband. Desværre viste rockkulturen sig ikke fra sin bedste side, da de sensitive briter skulle efterkomme den store danske efterspørgsel og derfor måtte håndtere en opgradering fra det relativt intime spillested Vega til betonhangaren i Valby. Efter en koncentreret start med 'Politik' gik det faktisk temmelig galt. På papiret rummede det en logik, at Coldplay i rollen som nyslået stadionrocknavn skal skrue op for lyden og gøre sig så udadvendte som overhovedet muligt. Men regnestykket holdt ikke. Coldplay vil det smukke. Men man kan ikke dyrke skønheden med en ufrivilligt grim lyd og den brutale, diskante overstyring skar og bed i betonen og øregangene. Coldplays glød er af den slags, der brænder indad og går i dybden. Forvandlingen til et bøffet rockband med tjulahopspjættende frontmand og indlagt Aqua-parodi var ikke alene utroværdig, men udstillede også, uden det vanlige skjold af dirrende følsomhed, Coldplay som et band præget af en ikke ringe grad af instrumental ensformighed. Coldplay swinger reelt ikke særlig meget. Deres force er at intensivere og udstråle følelser. Selvfølgelig skulle Coldplay favne et stort publikum og derfor gøre udtrykket bredere. Men man kunne måske have gjort det ved at spænde en stor, blå himmel af lyd ud over sangenes modtagelige nervetråde i stedet for at satse på kunstigt pumpede rockmuskler og Skt. Veitsdans. Klart bedst fungerede de sange, hvor Chris Martin sad krumbøjet over tangenterne i stil med Klokkeren fra Notre Dame og hvor en klarhed i udtryk og følelse fik lov til at blive stående. 'Trouble' var pur, mens 'Beautiful World' var forceret og 'One I Love' lød som en regulær U2-parodi. Det var et forklaret øjeblik. Coldplays begrænsninger stod hugget ud i beton. Coldplay er ikke som U2 et vidfavnende, fysisk, nysgerrigt band med mange farver på paletten. De er et øjebliks nerve. De er den blide intensitet. Renfærdigheden inkarneret. Det er her, de bevæger og ekstranummeret 'In My Place' blev derfor det bæredygtige stadionøjeblik. Men det var en undtagelse. Coldplay-lyden har uskylden i sin sjæl, men denne aften blev mødommen uden mange fine fornemmelser taget med Valby Beton.