Ikke fordi der var fuldkommen uhørt god lyd i Vega den aften (den var o.k.), men fordi De La Souls materiale er gjort af vaskeægte klassikerstof, og fordi trioen konstant lod os forstå, at denne her fest drejede sig om os, ikke dem selv. Det var os, der skulle have det sjovt. Og det havde vi. Grunden til De La Souls status hedder '3 Feet High And Rising'. Debutalbummet udkom i 1989, samtidig med at den californiske gangsta-rap begyndte at røre på sig. Men newyorkerne De La Soul ville helt, helt andre steder hen med deres musik. Sammen med samplegeniet Prince Paul kreerede de en enestående citattung collagemusik, der mangedoblede og radikaliserede hip hops brug af lydstumper fra film, musik og dagligliv - hvilket også skaffede dem en rettighedssag på halsen, som kom til at danne præcedens og indskrænkede mulighederne kraftigt for det kreative hip hop-miljø. Budskabet var dengang som nu 'elsk dig selv', find fred indeni, før du begynder på resten af verden. Og med årene har De La Soul neddroslet deres musikrevolutionære ambitioner til fordel for den modne eftertænksomhed, der præger deres musik nu. Trioen gik på efter en inspireret opvarming fra det danske albumprojekt Nobody Beats The Beats - der rummer musikere som Abdullah S og dj's som Noize, Tue Track og ScratchMagic. Og d'herrer Posdnous, Trugoy og Maseo kastede sig hurtigt ud i et medley fra netop '3 Feet High And Rising', der bl.a. indeholdt klassikere som 'Potholes In My Lawn' og gennembrudshittet 'Me, Myself And I'. Allerede her var deltagelsen fra det ekstremt medlevende publikum fuldkommen organiseret og koordineret, så vi endte med et velglidende show frem for en ørkenvandring af hip hops synge- og råbe med-klichéer. I det hele taget har de tre rappere (også Maseo bruger munden, selv om hans rolle oftest er dj'ens) så meget presence og autoritet på scenen, at det er umuligt ikke at fokusere på dem: Posdnous med fuldskægget som den rappende tænker, Trugoy som den joviale bamse og Maseo som den arrige pitbull - i hvert fald når han trådte frem fra sine Pioneer-cd-afspillere med scratch-funktion og fik hele salen til at hoppe op og ned på kommando. Men ud over publikumserviceringen var det den uforfalskede evergreenkvalitet i numre som 'All Good?', 'Stakes Is High' og 'Ring Ring Ring (Ha Ha Hey)', der trak stikket hjem for De La Soul. De fremførte dem egentlig ikke med andet end læssevis af energi og god karma, hvilket - ikke mindst for den kvindelige del af publikum - kulminerede med en enetale fra Trugoy mod kvindestereotyper i musikvideoer. 'Baby Phat' hedder nummeret, der hylder kvinder i alle former og farver, og med det sluttede De La Soul - desværre uden at give ekstranumre - en koncert, der var den modne udgave af De La Soul, en af hip hops største pionergrupper, værdig. De La Soul kunne ikke undgå at blive voksne på et tidspunkt, og det er heldigt for os alle, at de er blevet det med så udtalt manér.