I dag har den 68-årige blandt meget andet otte symfonier bag sig, og det er den seriøse og stilistisk forholdsvis moderate symfoniker man møder i 'De Assumtione Beatae Mariae Virginis' som bestilleren Athelas efter ti års ventetid nu omsider fik til uropførelse. Det halvtime lange værk er dog ingen symfoni, snarere en kammerkoncert, en concerto, der før eller senere gør hvert af sinfoniettaens medlemmer til solist i korte, virtuose udbrud og kadencer. Titlen betyder 'Om den salige Jomfru Marias optagelse (i Himlen)' og er hentet fra en middelalderlig kilde; men værket er uden tekst og kan ikke uden videre kaldes programmusik trods visse musikalske billeder og et (modificeret) citat af gregoriansk sang. Snarere har Max ladet forestillingen om Marias Himmelfart med dertil hørende billeder og associationer sætte sin fantasi i gang i en overvejende abstrakt musik. Det er blevet et indholdsmættet værk af stor udtryksfylde, alvorligt men ikke højtideligt, komplekst men overskueligt. Det er ikke musik, man straks gør sig færdig med. Max tænker udpræget polyfont, og her i 2001 er hans linier overvejende kantabelt flydende, men man får ikke lov at fortabe sig i en enkel sang. Det er slet ikke musikkens ærinde: Udtrykket beror på den tætte faktur, hvis samlede karakter ikke blot gennemløber en række kontrasterende faser svarende til traditionens adskilte satser, men også er i stadig forvandling, og på det uafladeligt skiftende fokus, hvor solistiske detaljer springer op som delfiner over vandoverfladen. Det stærke og frodige indre liv gør insisterende krav på opmærksomhed, men der er også plads til inderlig lyrisk dvælen, og helhedsvirkningen er en skønhed, der hælder mod det monumentale. Oplevelsen af 'storhed' hænger sammen med et suverænt håndværk, der allerede gør sig gældende i det 25 år ældre 'A Mirror of Whitening Light', som indledte programmet. Også her er strukturen stærkt polyfon, denne gang med modernistisk kantede linier; men før det kommer så vidt, er musikken ren klang: et mageløst instrumentationstrylleri af flimrende reflekteret lys. Herunder begynder linierne umærkeligt at røre på sig, trænge gennem overfladen og kræve deres ret, først roligt, siden med en raskere puls hvor også markante rytmer begynder at gøre sig gældende. 'Dagen' går med skiftende lys og aktivitet og falder igen til ro i dette fascinerende stykke. Programmets hvilepunkt, 'Fanta-sia and two Pavans', var en charmerende bagatel af den unge, frække Max: tre vittigt provokerende overgreb på barokkens Henry Purcell hvor de to pavaner er maskeret til ukendelighed som foxtrot. Athelas spillede overalt med overskud og engagerende indlevelse. En sand fornøjelse.