Til de sidste uforbeholdne vidnesbyrd om den unge romantiks sårbare uskyld og blåøjede følsomhed hører Schumanns sjældent spillede cellokoncert, og netop sådan blev den tolket ved Torsdagskoncerten af nordmanden Truls Mørk: på én gang drømmende og nervøst, lysegrønt syngende og melankolsk inderligt. Her var intet af den brede, klangsvulmende patos og hyperlidenskabelige gestik, som gerne forbindes med celloen, men på den anden side heller ingen idylliseren. Instrumentet talte med en menneskelig stemme: ungt, søgende, sart og labilt. Med Mørks overdådige tekniske overskud var der intet tonefald, intet brændende spørgsmål og ingen sitrende tvivl, der ikke kom påtrængende til udtryk. Smukt, bevægende og hemmelighedsfuldt. Og midt i følsomheden gav de lange linjers svævende sammenhængskraft udsagnet bund og autenticitet. Vi glæder os til Mørks sonateaften søndag med Bach, Beethoven, Brahms og Lutoslawski. En symfonisk koncert er det ikke. Orkestersatsen er i alt væsentligt akkompagnerende, og sådan blev den diskret og lydhørt administreret af Gerd Albrecht. I Dvoráks 8. symfoni kompenserede han så ved voldsomt spil med musklerne, hårdt optrukne kontraster og svulmende gestik. Af den naivt pastorale charme blev ikke meget tilbage, valsens grazioso fortonede sig, og man savnede humor. Dog brød et robust lune igennem i den drastiske finale. Men hvad er det, der er ved at ske med Radiosymfoniorkestrets strygere? Gennem det meste af symfonien klang de hårdt, fladt og uden sødme. Vi er blevet bedre vant. Aftenen åbnede med et nyt værk, 'Nachklang - Spejl for orkester' af tyskeren Peter Ruzicka. Det bygger på musik fra en opera, og dramatisk er det mange steder med voldsomme gestikulatoriske udbrud, gerne fulgt af lange, udkomponerede efterklange. Byggematerialet er klangorienteret, men signalagtigt prægnant, over lange stræk danner messing og slagtøj et solidt skelet, og under det hele er det, som om en melodi trænger sig på og forsøger at slippe ud i lyset. Det er ganske flot og virkningsfuldt på en ret plakatagtig måde, men klangbehandlingen, der jo altså er det primære udtryksmiddel, er ikke behændig endsige raffineret, snarere lidt plump og naiv; og da melodien omsider bliver sat fri i et endeløst, nøgent unisono i violinerne, er det et decideret antiklimaks uden retning og rytmisk profil i konstant presset forte. Men hvem ved: Måske tillader partituret mere flugt og en smidigere modellering?