I Mozarts klarinetkvintet sad Søren Elbo som eneste blæser. Fløjlsblød duftende klang over hele linjen og rigeligt med solistisk legato, men ellers ingen særlige kendetegn. Så sluttede oboisten Max Artved sig til i Prokofjevs ungdommeligt pjankede og frække kvintet op. 39, og nu sporede man, at musikerne morede sig. Der var spræl i spillet, og der blev leget med musikken. Dvoráks blæserserenade afsluttede aftenen. Den er skrevet for et større blæser-orkester, men var her arrangeret for kvintetten og fire forskellige strygere, og det fungerede rigtig godt. Det er glad og friskt inspireret musik, som man ikke hører for ofte, og opførelsen havde nerve og humør. Blot kunne man forestille sig mere dybde i andanten.